I dag er det 50 år siden “Bananpladen” med Velvet Underground og Nico udkom med det ikoniske Andy Warhol-cover. Pladen blev en kommerciel fiasko og samtidens kritikere lod stort set hånt om den, og i dag diskuteres pladens betydning på nettet i anledning af jubilæet. Er den ikke noget overvurderet?

Sådan genlyder det mellem linjerne. Men, som alle store plader, så peger bananen både frem og tilbage i tiden og kulturen. Den foregriber, hvad der vil ske i rockmusikken de følgende årtier – punk, post-punk, art rock, grunge, indie osv. Og den griber tilbage til rockens elementarpartikler – lige fra Sun-studier, garagerne, Link Wray osv. Og så absorberer den lyden af den moderne metropol, den hvide lyd, rastløsheden, nervøsiteten, ængsteligheden, dekadencen, eksperimentet, eklekticismen, melankolien og så videre. Alt det, der gennemsyrer storbyens mentalitet og liv.

Og betydningen af dette værk – som ethvert andet kunstværk af betydning – kan ikke måles i gode anmeldelser og salgstal. Det kan godt være, at der kun gik 30000 eksemplarer over disken dengang, men effekten hos de mange lyttere er ikke til at tage fejl af. Bananpladen er uomgængelig, hvis man vil beskæftige sig med rock’ roll. Lige som James Joyces romaner er, hvis  man vil beskæftige sig med romankunsten.