Som man kan se påfotoet ovenfor, så kaster jeg mig her over en vinylplade. Oven i købet en dobbelt-LP i vinyl. Og det er jo ikke hver dag, man sidder med sådan en herlighed i favnen.
Men Burning Velvet har valgt at udsende debutalbummet på vinyl. Bag projektnavnet Burning Velvet gemmer sig Nicolai Wøldike Schmidt. Og der er mere end almindelig mening med galskaben bag sådan en old school-vinyludgivelse. For Burning Velvet sværger også – i hvert fald her på pladen – til en musikform og en æstetik, der kan betegnes som old school. Stilen er en folk-orienteret udgave af den allestedsnærværende americana. Og instrumentering, arrangement og indspilning er lige så basal som stilen. Sangene på pladen er indspillet på såkaldt “vintage” gear i et “take” i studiet som en slags live-i-studiet-indspilning. Kun en lille håndfuld sange er indspillet uden for Burning Velvets hjemmestudie – uden at det dog gør den store forskel.
Og holdningen til musikform og æstetik præger selvfølgelig pladen i allerhøjeste grad. Udtrykket er meget nøgent og autentisk. Man fornemmer klart, at man er tilstede i et hjemmestudie, hvor rummets naturlige resonans er en del af lydbilledet. Der er noget næsten spartansk og primitivt (i ordets positive betydning) over sangene på pladen. Og pladen indskriver sig en særlig subgenre-tradition, hvor kunstnerne sværger til enkelheden, de analoge instrumenter (og optagefaciliteter) og søger et ærligt udtryk. Det er en sub-genre, jeg selv holder meget af – og denne plade indgår nu naturligt i min egen lille samling af plader fra denne sub-genre. Lo-fi, low budget, no bullshit musik med dybe rødder.
Nicolai fremfører sine sange, der både er melodiske og let melankolske, med forkærlighed for den akustiske guitar, garneret med anden analog lyd, fx en mundharmonika. Og teksterne er eftertænksomme og alvorlige, akkurat som man kunne forvente af en plade som denne.
Pladens titel antyder, at den er blevet til, når dagen er omme. Og pladen passer da også særdeles godt til at bliver sat på pladetallerkenen, når dagens puls er faldet til ro og der er tid til fordybelse og eftertænksomhed. Hermed varmt anbefalet af en fan.
Burning Velvet. Night Light // Slow Grass. Produceret af Nicolai Wøldike Schmith. Celebration Records. Vinyl. Er lige udkommet.