Jeg skulle ikke lytte ret længe til John Schmidts nye album By night, før jeg tænkte: ‘det her er jo helt klassisk’.
Ikke klassisk i betydningen ‘klassisk musik’, men i den forstand, at Schmidts iscenesættelse og tilgang til musikken har været med os i årtier. Helt ud i det nærmest arketypiske coverfoto af manden selv med sit instrument, guitaren, og ind i temtikken og tekstuniverset, der kredser om Kærligheden i alle dens afskygninger og chatteringer, og videre til sangene – seksten styk i alt – der bevæger sig inden for et genkendeligt, velkendt og velkomment musikalsk felt, der går under mange forskellige betegnelser. Lige fra softrock over poprock til AOR.
Altså musik, der er båret af en umiskendelig melodisk tæft med appel til store radiolyttersegmenter, arrangementer, der sætter sangskriveren i centrum i bedste moderne singer-songwriter-tradition og videre til en musikalsk opbakning fra en hold særdeles kompetente musikere og sangere, der diskret (men dog tydeligt hørbart) forløser såvel de mere rockende sange som de oplagte ballader.
Og Schmidt synger med en stemme, der ubesværet bruger hele sit register med indlevelse og – ja – kærlighed til at forløse sangenes potentiale. Og jeg synes, projektet lykkes. Schmidt og Co. har leveret en plade, der netop er “klassisk” i ovennævnte forstand og som fortjener at trænge igennem xfactor-overfladiskheden og fænge hos mange danske lyttere. Hermed anbefalet.
John Schmidt. By night. Eget forlag. Er lige udkommet.