Jeg har tidligere omtalt min barndoms svømmeanlæg, Grådybbadet. Men i går fandt jeg ovenstående fine foto (af et gammelt postkort), der viser det lille kommunale badeanlæg, som man så det, når man kom gående fra Vardevej. Og det gjorde jeg en del gange i de tidlige tressere, hvor jeg gik til obligatorisk svømmeundervisning som elev på Vestre skole. En tid, der mest er forbundet med dårlige oplevelser, fordi jeg ikke fik lært at svømme dengang, men i stedet fik jaget en vandskræk i livet, som det tog nogle årtier at kommer over. Autoritær undervisning, tørsvømning, kolde, våde morgener med kolde, våde korkbælter og -brædder og en alt andet end pædagogisk anlagt lærer.

Til de ubehagelig erindringer hører, at jeg efter en svømmelektion kom ud i omklædningsrummet, hvor jeg ikke kunne finde mine underbukser. I stedet for dem, min mor havde givet med på om morgenen, lå der et snavset par, der var skidt i. Jeg ved godt, hvem skurken var, men har aldrig sagt det til nogen, heller ikke ham selv. For han var en stakkels knægt, der kom fra nogle kummerlige forhold. Og han døde i en tidlig alder. Jeg tog mit øvrige tøj på og gik hjem forbi barndomhjemmet for at få et par nye underhylere – og så var den historie lagret i erindringens store kammer.