Efter en årrække helliget billedkunsten vender Leif Sylvester nu tilbage til musikken med den oplagte plade Ama’r. Sidst vi hørte noget til Sylvester på plade var vist, da han sammen med Erik Clausen lavede musik i halvfjerdserne, fx albummet I storbyens favn fra 1978. Det er den med lande- og Giro413-plagen “Mormors kolonihavehus”.

Og noget har ikke ændret sig siden dengang, da Clausen & Petersen huserede som gøglere, musikere og samfundskritiske røster. For Sylvester har også på Ama’r blik på (stor)bylivet. For Sylvester løber ikke fra sin baggrund eller den tid, han er rundet af. Det afsløres med al ønskelig tydelighed i titelsangen, der også får lov til at indlede pladen. En sang om Amager, den bydel, hvor sangskriverens liv fik sin begyndelse: “Født i neon af en afbleget dulle/ De første kærtegn i en kældergang/ En ungdom hvor kuglerne sku’ rulle/ Og bagved det hele var det Elvis der sang/ Hå-hå-hå/ Ooooohh ja Ama’r”. Til lyden af Elvis’ halvtredser-rock’nroll udfolder arbejderklassebarndommen, hvor man bliver uddannet som baggårdsbølle med drømme, der kunne pege ud over den opvækst, man fik. Og Sylvester fortæller sin lille historie om Amager-barn-og-ungdommen med en sanselig realisme, der er de gamle socialrealistiske forfattere og digtere værdig.

Og Elvis er ikke kun lydtæppet i barndommens land. Rock og rul er også den musikform, der leverer næringen til Sylvesters nye plade. Selvfølgelig i en ny aftapning, og suppleret med stilistiske indslag fra andre genrer. Fx i sang nr. 2 “Kyys”, der rocker, men også trækker veksler på New Orleans-jazz med fede blæsere hen over.

Leif Sylvester er solidarisk med sin baggrund og sit hjemland. I en sådan grad, at han i “Kyys” må erklære sig kærlighed til ikke alene dem, der besøger hans gamle fødeø, men til  hele verden. I det hele taget omfavner Leif Sylvester livet med stor kærlighed, både det levede liv og det, der er nu.

Og kærligheden og appetitten på det modsatte køn brænder som en stolt ild gennem sangene – også der, hvor den bliver kølet lidt ned: “Jeg stak hovedet gennem hækken og gjorde store øjne/ Da jeg så naboens døtre stå der splitternøgne/ De stof i hver sin vaskebalje/ Så jeg ku’ se enhver detalje/ Og Inge og Else. Ja det hed de piger/ De var frække som fanden/ Så jeg troede de var friske på lidt lir/ Men de kyssede sgu bare hinanden./ åh Smerte…bankende hjerte“. Som det hedder i sangen “Bankende hjerte” om den spirende, ungdommelige lyst til hunkønnet.

Jo, Leif Sylvester har meget på spil og meget på hjerte. Han besynger sit univers med et stor hjerte. Og mellem linjerne kigger den gamle samfundsrevser også frem, som fx i den lange sang om “Ørestaden”, der på nærmest spoken-word-vis fortæller om barndommens gamle frirum i Ørestanden og på Amager Fælled. Her sluttes af med de knubbede ord: “Vandhullerne de er nu flotte kanaler/ På første sal et førerløst tog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog“. Jo, det man undertiden kalder “udviklingen” forandrer barndommens land og transformerer hjemstavnen til noget ukendeligt. Og det mærker man ikke passer sangskriveren, uden at det skal forstås som blot og bar en krænkelse af en gammel nostalgiker. Der er snarere tale om en samfundsbevidst bekymring og en sorg over tabet af noget uerstatteligt.

Med sit gode hold af musikere – hentet blandt familie og venner – har Leif Sylvester skabt et album, der både knytter en tydelig rød tråd tilbage til halvfjerdsernes socialrealistiske og lyriske rocktekster, men samtidig har begge ben solidt plantet i nutiden i kraft af en nutidig produktion, der fremstår med en næsten analog nøgternhed, og et musikalsk udtryk, der – helt i pagt med tidsånden her og nu – blander rock’n roll med alskens andre stilarter, fra jazz til blues. Hermed anbefalet.

Leif Sylvester. Family & Friends. Ama’r. Produceret af: Leif Sylvester. Target Records. Er lige udkommet.