Neil Young giver i denne tid to – totalt udsolgte – koncerter i Danmark. Ærgerligt, at man ikke kan være til stede. For Neil Young er – hvor utroligt det end kan lyde – inde i en yderst produktiv periode med koncerter, turneer, arkiv-udgivelser osv. Han lys brænder stærkt i alderdommen, og det kan vi andre halvgamle kun tage som et opmuntrende signal. It’s better to burn out.. En hjerneblødning og knagende knogler stopper ikke for kreativiteten og den udfarende kraft.
Men når man ikke kan være der, så kan man jo altid fodre cd-afspilleren og grammofonen med Young-skiver. Og så kommer jeg ikke uden om Tonight’s the Night. Der findes vist ikke en anden plade i Youngs store produktion, der på lignende vis forener mørket, smerten og den særlige rå og upolerede lyd, som kun folkene i og omkring Crazy Horse mestrer. Det fortælles, at pladeselskabet var stærkt utilfreds med denne sorgfulde minderune over to afdøde bandmedlemmer, Danny Whitten og Bruce Berry, fordi den ikke vil kunne leve op til Harvest-pladens salgssucces. Utilfredsheden blev ikke mindre af, at Young forinden havde udsendt On The Beach, der er alt andet end en mainstreamplade. Men Neil Young har aldrig været de store kompromissers mand. Hans udgivelser, der har været meget forskellige, både i kvalitet og indhold, har altid været drevet af kunstnerisk nødvendighed. Det fremgår også af de linjer, som Young skriver på vinyludgivelsen, da den bliver sendt på gaden. Her undskylder han, at han sådan udsender en plade om to mennesker, som de færreste lyttere har andet end et overfladisk kendskab til, men tilføjer også, at denne plade er det nærmeste, han er kommet skabelsen af et regulært kunstværk.
Mellow My Mind (Amsterdam 2008)
New Mama (tidlig, sløret udgave med C,S,N & Y – med lyden er ok)