Fire år er gået eller dryppet bort i erindringen, siden jeg anbefalede Helene Blums album Men med åbne øjne. Og nu er hun så tilbage med albummet Dråber af tid.
Og som sidst blander Blum sine egne tekster med tekster af danske digtere – som Sophus Clausen, I. P. Jacobsen, Charlotte Strandgård, Harald Bergstedt og et par anonyme, “traditionelle” (som fx “Det haver så nyligen regnet”). Hvor den erfaringsudspringende alvor var markant på forgængeren, så kan man måske spore en isprængt lethed. I hvert fald anslår Sophus Clausens “En lille draabe blod” en tone af lethed og livsbekræftelse.
“En lille draabe blod, en lille draabe blæk.
Det første grønne blad
kan skænke dig en brud ved vårens spæde hæk,
kan vinde dig en stad.”
Det er et digt om det spirende. Og digteren med sin pen, der kan lade inspirationen springe frem på det blanke papir, lade det bryde frem som de små forårsgrønne blade. Og perspektivet fastholder Blum i sin egen sang “Friheden Station”, der er en sang om kærlighedsmødet, hvor livet ligger foran parret og tiden går i stå:
“Nu var vi to der svævede henover verden
og alt det vi tænkte og så gennem regnen derude
ja det var også det vil skulle få
lydløst gennem ruden så jeg dine læber sige:
Jeg elsker dig
tiden gik i stå”
Kærligheden, der kan få tiden til at gå i stå for ham og hende, der på chalgalsk vis svæver hen over verden. Inden tiden begynder at folde sig ud…
Blums egne tekster er mere ordrige end de lånte, og det ligger som en slags prosadigte tættere på det talte sprog end på den ordknappe lyrik, hun finder i den danske digtning. Det gælder således også sangen “Vore historie”, der handler om den kærlighed, der har været og om den erfaring, den fører med sig. Igen er tiden – fra pladetitlen – central,.
Jeg ville ændre alt
hvis jeg kunne
sig at vi har forsøgt
at vi har gjort det godt
jeg venter på at tiden går
mens fremtiden spejler mine sår
Siden sidste album er sangerinden blev mor, og måske ligger der i dette faktum gemt en forklaring på, at det alvorstunge er lettet lidt på den nye plade, selv om man skal passe på med at indfortolke den slags. Men i hvert fald er det mor-barn-forholdet, der fremhæves i Charlotte Strandgårds “Barn rødkindet”, det mest ordknappe digt på pladen, hvor en række tillægsord modstilles for at beskrive den symbiotiske relation:Â “Barn rødkindet/ mor stærk/ barn hjælpeløs/mor omsorgsfuld….”. Og barnet er også emnet i Blums egen sang “Din fod skal gå”, hvor en lille pige beskrives som en lille mirakelstjerne på livets firmament, sådan som kun forældre kan anskue deres eget afkom: “Højt på himlen ku’ jeg se dig/ stråle fra et andet sted/som det fineste mirakel/ valgte du at komme ned/ ud af alle små lanterner/strålede ingen før som du/Lille pige tænk at du er her nu.”
I. P. Jacobsens “Lad våren komme” smelter den forårsspirende natur sammen med det metaforiske hjertes og understreger pladens lette anslag igen. Men sorrig og glæde de vandrer til hobe, som jeg skrev sidst. Og man kan læse nogle dråber alvor ind i de to tradtionelle sange “Tusind tanker” (om en kærlighed, der ikke blev til noget) og “Som stjerneren på himlens blå” (om de ustadige karle, der ikke altid lever op til løfter og erklærede intentioner). Og det ville være mærkeligt, om ikke alvoren på antipodisk vis ville dukke frem fra den undergrund, hvor den altid ligger som naturligt modstykke til livsletheden.
Helene Blum synger sangene med sin meget smukke stemme og bakkes fornemt op af sit band, der bl.a. består af gemalen Harald Haugaard. Og stilen er stadigvæk en afart af det, vi kalder folk, men en moderne udgave, der undertiden grænser op til jazzens improviserende landskab. Samtidig med at sange lufter det iørefaldende, vi i mangel af bedre identificerer med pop.
Dråber af tid er en fuldbragt opfølger af forgængeren. En modnet udgave af Helene Blum med samme kvaliteter til overflod. Og det vil kun være naturligt, hvis hendes fanskare vil vokse med denne – hendes femte – soloplade. Hermed anbefalet.
Helene Blum. Dråber af tid. Produceret af Helene Blum med hjælp fra bandmedlemmer. Pile House Records. Udkom i går.