Sammen med Alexis Corner leverede John Mayall fra tresserne og frem rugekasser for britiske talenter inden for beatmusikken. Hvis først man havde trådt sine barnesko hos Alexis eller John, så var man nogenlunde sikker på at få grundlagt et renommé, der ville række langt frem i karrieren.

Det gjaldt fx for guitaristen Mick Taylor, der fik lov til at afløse Peter Green hos Mayalls Bluesbreaker i 1967. Det blev til to år for unge Mick, der så fik en telefonopringning fra The Rolling Stones. Med et tilbud, det kunne være svært at sige nej til, når man var ung og lovende i britisk R&B-beatmusik. Og Taylor sagde ja tak og debuterede hos Stones ved deres berømmede koncert i Hyde Park, sommeren 1969. Og i en femårig periode satte Taylor med sit teknisk fornemme spil sit markante aftryk på nogle af Stones’ bedste plader. Let it Bleed, Sticky Fingers, Exile on Main Street, Goats Head Soup og It’s only rock’n roll. Og så valgte han at forlade rullestenene som en fri mand, der kunne spille med hvem han havde lyst til at spille med, fra Jack Bruce til Bob Dylan. Han er dog blevet forenet med Rolling Stones – midlertidigt – i forbindelse med deres 50-års jubilæum, hvor han har spillet med ved en række koncerter – bl.a. ved gensynet med Hyde Park (Sweet summer sun: Live at Hyde Park).