“Popmusikken … er mere end 60 år gammel og opleveren forandring i mange medaldrende menneskers opfattelse: fra øjebliksoptagelsernes kunstform til de konserverede erindringers kunstform. Den, der i dag sørger over sine afdøde helte, søreger også over sine egne længsler og fortrydelser. Over en forstørret, bedre oplyst, slet og ret mere leveværdig udgave af ens eget liv.

De album, som Bowie og Cohen offentligggjorte lige før deres død, fremstår som en sidste protest over for denne popmusikalske forvandling. Bowies Blackstart og Cohens You want it darker er kraftpræstationer af musiceren over for ens egen, umiddelbart forestående død. Den første iscenesætter sig som det størstmulige dødsstjerne-jazz-teater, den sidstnævnte som stille og klog, som optaget i den anden ende af galaksen. Pladerne forbinder dog ikke kun et morbidt element – begge musikere er klar til at dø -men også et dilemma: De viser endnu engang en nyvej for popmusikken og når samtidig grænserne for deres udtryksmuligheder.

Det bedste ved Blackstar og You want it darker er, hvad der svæver over dem, det som Boew og Cohen ikke måtte gribe musikalsk. En sidste gang beviser de dermed at de er deres fag store kunstnere: Det gælder ikke kun om at værdsætte dem for deres livspræstation, men venligst også for deres dødspræstation. Ikonernes død gjorde det ikke mindre sørgeligt, det aftvang den en inspirerende, ja udfordrende komponent. [Daniel Gerhardt /die Zeit]

Ja, måske har Gerhardt fat i noget i sine spørgsmål til det forfærdelige, morbide 2016 med alle dets døde musikhelte. Måske er der noget om, at popmusikken har undergået en forvandling fra tidligere? Vi har lige citatet står lidt – så man kan tænke over det.