Det er gensynsglæde, når jeg møder et ord, som er gledet i baggrunden, og måske ikke bruges så meget længere. I dag dukket ordet “stundesløshed” op. Det har været en del af mit ordforråd, i hvert fald siden folkeskolen, og jeg bruger det stadigvæk nu og da. Men det bruges ikke så meget mere i almindelighed, selv om det egentlig siger meget om den tid, vi lever: rastløsheden, fortravletheden osv. Det forsvinder nok ikke helt, for det indgår jo i titlen på Holbergs stykke “Den stundesløse”. Og det siger noget om, hvad litteraturen kan. Også kan. Holde en dør åben til sprogets skattekiste. Lige som de rigtig ordbøger.