I går havde jeg – og tog mig – tid til at se Ron Howards Beatles-dokumentar Eight days a week fra ende til anden. Og den gjorde indtryk.

Filmen giver et meget fint og nuanceret billede af de fire Liverpoolmusikeres rejse fra de første år i Liverpool til den sidste koncert på et tag i London. Et billede, hvor man får et godt indtryk af det vanvid, Beatlemania udviklede sig til, og som til sidst gjorde det umuligt for Beatles at optræde på koncerter.

Noget lidt overraskende er det, at Beatles fremstår som politisk band. Politisk i en almen, folkelig, humanistisk forstand. Det er allerede blevet fremhævet, at de fire gutter stod sammen og insisterede på, at deres koncerter var for folk i almindelighed, så der kunne ikke være tale om raceadskillelse ved de koncerter. Og hvilken effekt det havde for sorte fans i de år, hvor borgerrettighedskampen var på sit højeste, får man et godt indtryk af bl.a. gennem skuespillerinden Whoopi Goldbergs erindringer.

Man får også genopfrisket, hvor vigtig de første læreår i Hamborg var. Hvor de fire gutter optrådte i op til otte timer om dagen og boede i små hummere uden bad. Det sidste tog de dog let på, for det var de vant til hjemme fra arbejderboligerne i Liverpool.

I det hele taget er filmen fuld af små fine indsigter i historien om verdens største beatgruppe og dens historie. Nye fans kan passende begynde her.