Fyrre, fed og færdig, hed det engang. Men – i musikken i det mindste – er alderen ikke nogen hindring for hverken levende udfoldelse, udvikling eller relevans. Eksemplerne er legio. Fra Bob Dylan til Rolling Stones. Og også i Danmark har vi alderstegne kunstnere, der ubesværet og med appel udfolder sig i den såkaldt “3.alder”.
Et eksempel på ovenstående er Bo Schiøler. Hvis navnet ikke lige får en lille klokke til at ringe, så kan jeg tilføje: “Kattejammerrock”. Så er der med sikkerhed mange, der er med på tankesporet. For 40 år siden var Bo Schiøler, der i en lille menneskealder har været en del af Vesterbro Ungdomsgård, en central person i den succes som “Kattejammerrock” blev. Og nu fire årtier efter har Bo udsendt et soloalbum med den frapperende titel Gårdsanger Optur.
Der er tale om en singer-songwriter-plade, hvor Schiøler reflekterer over det at komme til års i en verden, der er gået af lave og altid har været af lave. En slags politisk singer-songwriter-kunst, hvor kunstneren hverken fremstår som opti- eller pessimist, men som skarpt iagttagende realist, og hvor det politiske ligger som et implicit sentiment. Som det hedder i den indledende sang “Overflod og tørke”: “Din krop og din jord slår revner/ din hud er så mørk og sej/ truende våben står skyde-klar/ om du vil det – eller ej. Storm pisker skum i min stue/ og vandet står højt i min seng/alt i stjernene tyder på/ at din vinter blir lang og streng”. Helt bogstaveligt næsten glider den grumme virkelighed og den aldrende sangers liv sammen. Vi er en del af verden, (hvor slem den end er) er en del af budskabet.
Med mundrette, rimende, hverdagsnære tekster besynger Schiøler sin virkelighed. Helt tydeligt bliver det i sang nr. 2, “På kant med døden”, hvor sangeren indhentes af fortiden, da telefonen ringer midt i morgenteen og han får at vide, at en tidligere bekendt, som han har slået hånden af, er vendt tilbage til byen for at dø. En sang, der både handler om det uafvendelige i vort liv, men også om, at vi ikke kan gøre noget godt igen, hvis vi ikke får gjort det i tide. Manden med leen når frem til sygesengen, inden forsoningen kommer i stand.
Og vi kan alle have en god dag. Og i “På en go’ dag” bliver den gennemgående realisme ligesom sat i parantes for en stund og en klart, mildt lys kaster sig over den ellers så komplicerede virkelighed: “På en go’ dag ka’ du tilgi’/ alle mine fejl/ på en go’ dag får vi øje på/ hinanden i et spejl/ på en go’ dag ka’ vi hinke/ og lege ta’ fat/ på en go’ dag bliver dagen/ aldrig rigtig nat/ på en go’ dag…”. Men den milde lys er undtagelsen, selv om der er – det skal siges – spor af håb og fortrøstning undervejs i tekstuniverset. Ellers er det realismens troldsplint, der sidder i øjet på Schiøler og filtrerer den virkelighed, han ser, til vedkommende og undertiden bevægende tekster. Som fx i “Hvor ingen kender mig” om gårdsangeren, der foretrækker anonymiteten, samtidig med at han underholder interesserede med sange, der er både tynde og banale. Eller i sangen “Brand i huset”, hvor der – i overført forstand – er gået ild i huset, der brænder ned: “Der er brand i hele huset/ fremtiden selv si’r nej/ tusind år og et hav/ skiller nu dig fra mig/ vi to vil slås med værdighed/ når manden med leen kalder/ og selv da vil vi stritte imod/ og kæmpe – imens vi falder…”. At kæmpe og råbe op som om, der var en fremtid og et håb, kunne man sige.
Schiølers realisme svinger mellem tekster med relativ stor transparaens og genkendelighed i det ydre og tekster, der er mere underforståede og hermetiske. Det sidste gælder fx sangene “Hver gang vi mødes” og “Sort latter”, hvor to fortabte sjæle (omtalt som “du”) beskrives i alt andet end positive former – og man er i tvivl om du’et ikke mest af alt er et spejl, hvor troldsplinten er rette mod budskabets afsender selv?! Og det er måske i disse mere komprimerede tekster, at Schiøler er allerbedst i sin til tider lidt kuldslåede realisme.
Heldigvis er Schiølers tekster aftrykt i coveret, så der er god mulighed for at fordybe sig i den og studere Schiølers meget personlige sange med deres dobbeltbundede realisme. Og det kan kun anbefales at have hæftet slået op og læse med, når sangene fremføres. Og Schiøler synger godt og klart og backes godt op af et hold musikere, der sammen med forgrundfiguren, kalder sig Skavankerne. Skavanker er der nu ikke ikke mange af i musikken, der i bedste singer-songwriter-tradition byder på forskellige udtryk – lige fra blues og rock over ballader til mere jazzede sager. Og så er musikken i øvrigt smukt produceret af Ole Kibsgaard.
Schiøler identificerer sig i et par sange (bl.a. titelsangen) med gårdsangeren, der går fra baggård til baggård og får en mønt for sine banale og tynde sange. Men sangene i Schiølers mund er, som vist påvist, hverken tynde eller banale, men er båret af et dybt personligt engagement i livet og virkeligheden: “En gårdsanger på optur/ lidt mønter falder ned/ pengene vidner om overskud/ om venskab og menneskelighed/ engårdsanger på optur/ jo, jeg ta’r minderne med/ jeg takker jer alle og bukker/ – og begi’r mig afsted”.
Det kan godt være, at Bo mærker alderen trykke lidt, men når man har så meget på hjerte som han, så er der ingen grund til at overspille, at man er rundet de 70. Som andre i den aldersgruppe – lad mig blot nævne Niels Skousen og Peter Belli – så har Schiøler rigtig meget at byde på i kraft af sin livserfaring og sit ubestridelige talent. Hermed anbefalet. Varmt.
Bo Schiøler. Gårdsanger Optur. Producer: Ole Kibsgaard. Target. Er udkommet.