Vi nærmer os årsskiftet. Og selv om vi ikke ved, hvad Manden med leen kan finde på, inden klokken slår 12 den 31. december 2016, så ved vi dog godt, at 2016 har budt på mange dødsfald i musikken (og andre steder). Og det gode musikblad Gaffa bruger i dag megen plads på at mindes mange af dem, der ikke er mere.

Men inden vi helt fortaber os i jammer og tænders gnidsel over de faktuelle dødsfald, så skal vi lige huske på, at rigtig mange af dem, der gik bort faktisk havde nået det man engang med en fin metafor kaldte støvets år. De havde nået en alder, hvor dødens indtræden nok kan ryste os, fordi dens komme altid er ‘banal og ufattelig’, som en filosof engang udtrykte det, men som vi ved nærmere eftertanke ikke må blive chokeret over. Leonard Cohen blev et par og firs år. Ikke mange får lov at leve så længe. Bare som eksempel.

Og de mange dødsfald understreger også, at populærmusikken – rocken og poppen – er blevet gammel og dens første udøvere med den. Vi skal vænne os til tanken om, at en dag er der heller ikke være en Bob Dylan, en Mick Jagger eller en Paul McCartney. Sådan er det. Så vi gør klogt i at tænke, at 2017 nok også vil byde på mange nekrologer og nekrogrammer.

Og oven på disse såre banale betragtninger fortjener vi et stykke livsbekræftende musik. Og hvem andre end the Beatles er garant for det?!