Sådan er det jo her i bloggen. Et ord griber det næste. En tanke en anden. Næppe havde jeg skrevet indlægget om Quesion Mark & the Mysterians før sangen “Wholly Bully” dukkede op på det indre hi-fi-anlæg. Sam the Sham and the Pharaohs store tejano-hit fra midten af tresserne. Gruppen blev dannet tilbage i 1961 og havde fra starten en omskiftelig karriere med udskiftninger. De vil blive husket for “Wholly Bully”, som de overtog fra Big Bo and the Arrows, der havde indspillet den under titlen “Hully Gully Now”. En tovltakters blues, som Sam og Co. peppede op med deres tejanoelementer. Sangen blev en kæmpesucces i en tid, hvor amerikansk popmusik ellers var på hælene på grund af den engelske invation. En sjov ting er, at sangen blev bandlyst på nogle amerikanske radiostationer, fordi man ikke kunne forstå, hvad den handlede om. Det kunne måske være noget seksuelt, så…
Det var Sam og Co. lykke, at Wolly Bully er en så enkel popmelodi, at den blot skal høres en enkelt gang for at sidde fast på trommehinderne. Sams bidrag var den spanske indledning og så – igen – det karakteristiske orgel-riff.