Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at brandvæsnet og politiet har haft travlt de seneste nætter i København, århus og en række mindre provinsbyer. Unge af “anden etnisk oprindelse end dansk”, som det hedder i politisk newspeak, har brændt affaldscontainere, personbiler, daginstitutioner og folkeskoler af.
I forbindelse med gårsdagens rapportager slog det mig, at flere fremstående politikere gav udtryk for, at der ikke var nogen forklaring på, hvorfor de unge gjorde det. Statsministeren er et eksempel. Ritt Bjerregård et andet. Og dette udtryk for politisk afmægtighed er da stærkt bekymrende for demokratiet.
Anledningen til balladen har været den meget omtalte PET-aktion, hvor nogle mennesker er blevet anholdt og udvist uden at være stillet for en dommer og uden at offentligheden er blevet bekendt med deres forbrydelses karakter.

Jeg tror ikke, at ret mange af de unge forstår denne sag til bunds, men for dem har den symbolsk karakter. Den handler om “dem” og “os” – og  om den konflikt og modsætning mellem “dem” og “os”, som politikere og medier har været med til at skærpe gennem de seneste år. PET-aktionen satte gang i balladen, fordi den handler om den “uretfærdighed”, der overgår “os”. Om den manglende “anerkendelse” og “respekt”, som folk med indvandrerbaggrund mødes med i det danske samfund.
På samme symbolske måde kan man læse afbrændingerne af biler og institutioner som børnehaver og folkeskoler.
Hvorfor brænde en anden mands personbil af? Er det et tilfældigt valg? Næppe. Personbilen er ikke alene let tilgængelig, fordi den står parkeret på gade og vej; den er også – om noget – er et symbol på den materialistiske velstand, som det danske samfund rummer og som er vokset betragteligt gennem de senere år (bilparken synliggør den økonomiske vækst i dette land: se blot hvor mange biler, der er kommet på gaden!)! En velstand som uromagerne og deres forældre ikke har fået synderlig del i. Og af samme grund er personbilen også blevet et begæret velstandobjekt for unge mænd “af anden etnisk oprindelse end dansk”.

Også affaldscontainerne er et symbol på det materielle velstands og overflodssamfund, et synligt tegn på forbrugersamfundet.
Og hvad så med skolerne og børnehaverne? Deres symbolværdi ligger også lige for: Ikke mindst folkeskolen er symbol på den enkeltes – også den enkelte “etniske” danskers – “integration” i det danske samfund og den danske kultur. Det er – ideelt set – her vi lærer landets historie, kultur og sprog at kende i dybden. Og som bekendt er det kun i beskedent omfang lykkedes folkeskolen (og dens forudsætninger: daginstitutionerne) at realisere den ønskede “integration” af mange indvandrerbørn.
Med politikernes afmægtige attitude er vi tilbage ved nulpunktet. Selvfølgelig er de unges adfærd uacceptabel. Og selvfølgelig skal deres forældre også stilles til ansvar (lige som alle andre forældre, der ikke lever op til deres forældreansvar og -rolle!). Men det er skræmmende, at garvede politikere, der har været med til at formulere politiken på indvandrer- og flygtningeområdet kun kan opfatte de unge “uromagere” som sådan – som “uromagere”, der blot skal bankes på plads med alskens sanktioner, fra fodlænker til erstatningskrav af astronomisk størrelse.
Forleden hørte jeg et tænksomt menneske i radioen formulere en væsentlig forskel på danskernes og amerikanernes forhold til “de andre” (flygtninge, indvandrere, immigranter…): I Danmark mødes de som “de andre”, de “fremmede” og i denne fremmed-hed fastholdes de – også selv om de faktisk er født i Danmark og opvokset her. I Amerika mødes de fremmede med nysgerrighed og interesse, som et nyt bidrag til en fortsat blomstrende kultur. Selvfølgelig er det en generalisering, men den kan tjene til at pege på, at netop den måde, vi symboliserer det andet, det fremmede på, har en væsentlig, ja, betydning for, hvordan vi kommer til at opleve og leve med dette andet.

Tilbage står den opgave, at få disse mennesker indlemmet i det civile samfund som ligestillede borgere. En opgave, det danske samfund også stod over for for 25-30 år siden.
Apropos ovenstående
Læs også Modkraft og Engelbrecht