I min febrile tilstand genlæser jeg Suze Rotolos erindringsbog A freewheelin Time. Og det slår mig, at det mest interessante ved den bog ikke er beretningen om kæresten og kæresteforholdet til Bob Dylan, selv om det er et både ærligt og langt hen troværdigt billede, vi får af den unge Dylan.

Nej, det er – som titlen jo også antyder – skildringen af den tid i Greenwich Village og miljøet, bl.a. de mange musikalske mennesker, som det unge par møder og bliver venner med. Musikere, der siden er gået lidt i glemmebogen, men dengang havde stor indflydelse på Dylan og Rotolo. Fx det kanadiske par Ian og Sylvia Tyson, der ikke alene er et udsædvanligt smukt par, men også en duo, der baner vejen for den moderne folkemusik.

Manageren Albert Grossman tager dem ind i sin stald, sørger for en pladekontrakt med Vanguard Records og forstår intuitivt, at Ian og Sylvia med deres traditionelle tilgang til folkemusikken kan gøde jorden for mere moderne kunstnere som fx Bob Dylan. Og Grossman sælger duoen i en pakke, hvor køberne må tage Dylan med i købet, og på den måde får Grossman vænnet publikum til det nye.