En lille dreng har mange ønsker
og plager tit i øst og vest.
Der var engang en lille dreng, som,
så rædsomt ønsked´ sig en hest.
Han plaged´ modern hele dagen,
og fik så en af marcipan.
Men da han så det fine dyr,
da græd en lille skuffet fyr.
./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.
En hest vi to kan ride på.
Vi to Mor, lige op til himlens blå.
Og tiden gik mod juleaften.
Den lille dreng var meget spændt.
Kun eet i verden, var hans ønske.
Og så blev juletræet tændt.
Hvad stod der under grenens læne.
En hest i blankpoleret træ.
Men da han så det fine dyr,
da græd en lille skuffet fyr.
./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.
En hest vi to kan ride på.
Vi to Mor, lige op til himlens blå.
Og mange år var gået siden,
og drengen var en voksen mand.
En morgen holdt der foran porten,
et flot og fyrigt hestespand.
Og fire stolte heste trak,
denne sorte vogn i sølv og lak.
De kørte med hans egen Mor,
da husked han sin´ barndomsord.
./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.
En hest vi to kan ride på.
Vi to Mor, lige op til himlens blå.
Det siger nok ikke så lidt om min influenza-ramte tilstand, at sangen om drengen og hesten overtog pladsen i min slørede bevidsthed på sengekanten. åh nej mor giv mig en hest mor… Og billeder af en henrevet Povl Dissing flimrede forbi. Men så faldt det mig også ind, at Dissing havde hugget den fra dansktopsangerinden Grete Klitgaard, som min mor havde en stor forkærlighed for i min barndom. Kom så Grete, syng.