Forleden bragte DR-Nyhederne et indslag om fejlmedicinering af beboere på bostedet Ringbo. Beboerne hører til de svageste grupper i samfundet, er psykisk syge og helt afhængige af den omsorg, som plejepersonalet giver dem. Af programmet fremgik det, at beboerne blev fejlmedicineret, og at det ofte skete af hensyn til plejepersonalet. Det blev også dokumenteret, at fejlmedicineringen bevidst ikke blev indrapporteret, fordi man godt vidste, at det skete i strid med gældende regler på området. Af udsendelsen og efterfølgende kommentarer i pressen fremgik det også, at sagen om Ringbo sandsynligvis ikke er enestående. Andre steder i landet er andre beboere også henvist til et halvt liv som zombie (som et familiemedlem beskrev det). Og med risiko for helbredet (og i sidste instans: for at dø af fejlmedicineringen).
Dokumentarprogrammet er lavet gennem et halvt år, hvor en journalist under dække af at være vikar optog de afslørende indslag med skjult kamera. Når der er tale om brugen af skjult kamera, så er det altid relevant at rejse spørgsmålet, om dokumentationen kunne være frembragt på anden – og mere ordinær – journalistisk vis? Kunne man forestillet sig, at journalisten – hvis vedkommende havde haft mere tid til at opsøge tidligere og nuværende ansatte, patienter og pårørende etc. kunne have frembragt de samme informationer? Det kan vi selvfølgelig ikke besvare entydigt.
Omvendt kunne man jo spørge: Hvorfor er disse oplysninger så ikke for længst bragt for en dag? Noget kunne tyde på, at det vil være svært at få nogen til at udtale sig frivilligt…Hvis journalisten kunne have tilvejebragt de samme informationer på gængs journalistisk vis, så skulle det selvfølgelig være sket. Og kritik er berettiget, fordi der er en tendens til, at tv-journalistik – på grund af manglende ressourcer til research, pressede dead-lines og så videre, fristes til at gribe til denne “nemme”, men også diskutable, løsning. Det ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at sagen om Ringbo skal for en dag, og at det skulle være sket for lang tid siden!
Situationen på Ringbo handler ikke kun om ressourcer, ledelseskompetence, mangelfuld tilsyn etc. Den handler også om den enkeltes etik. Kan man som ansat forsvare, at man bevidst overmedicinerer et andet menneske for fx at slippe for bøvl? Kan man – fx for at fastholde sit arbejde – se gennem fingre med at gældende regler og faglige idealer sættes ud af kraft? Kan man – som en leder gjorde på tv – forsvare sig med at henvise til, at nogle andre, overordnede, bestemmer? Er ansvarsforflygtigelse acceptabelt i plejesektoren?
Den etiske problematik sættes i stærkt relief i dag, hvor formanden for FOA, Dennis Kristensen – for at beskytte sine medlemmer – indbringer DR for pressenævnet med henvisning til, at DR ikke har forsøgt sig med almindelig journalistisk metode, men alene med skjult kamera, og på den måde har “forulempet” de ansatte.
Selvfølgelig skal en fagforeningsformand forsvare sine medlemmer, men i denne sag? Hvem er de egentligt forulempede? De ansatte, der handler mod bedre vidende, eller de psykisk syge, der i årevis fyldes med skadelig medicin?
Læs også Anjas indlæg
@Lars Lund: Tak for dit indlæg. Det er rart at høre fra en, der kender systemet indefra.
Som det fremgår af mit indlæg, så er jeg meget i tvivl om, hvorvidt de anvendte journalistiske metoder i denne sag er etisk og journalistisk acceptable. Jeg ved godt, fordi jeg selv er journalistuddannet, at journalistens opgave er at fremskaffe en god historie. Og en god historie ikke en om et velfungerende plejehjem eller lignende, men en om snavs, konflikter osv. Set fra journalistens position er mit spørgsmål, om oplysningerne kunne være kommet frem på traditionel journalistisk vis, fx gennem grundig research, interview med ansatte, tidligere ansatte, pårørende osv.? Det ville have krævet mere tid og flere penge, og jeg ved positivt, at der trykker skoen i DR.
Et andet vigtigt spørgsmål er: Ville forholdene på bostedet Ringbo være kommet for en dag, hvis ikke journalisten havde gjort, hvad han gjorde? Gjorde de ansatte (herunder ledelsen) og de pårørende noget, for at råbe vagt i gevær? Gjorde de nok? Det handler om etik, moral og civil courage.
Hvad angår Bostedet Ringbo, så synes jeg at der helt klart er ting som der skal strammes op omkring. Men må så også sige at den måde den pågældende journalist har beskrevet forholdene på Ringbo på, meget tyder på at denne er gået ind i det med henblik på at finde noget snavs, hvilket jo også er det der kendetegner en journalist. positive ting sælger jo ikke. Desværre har denne journalist nu formået at gøre en masse pårørende baange og mere magtesløse end de var i forvejen.
Jeg er sygeplejerske og har været det i mange år, og må sige at personale travlhed og mangel på ressurser mange gange øger patientbehandling i negativ grad. Et spørgsmål er for mig. hvis jornalisten synes at ting ikke blev gjort, hvorfor gjorde han det så ikke selv. måske havde han mangel på empati, og manglende ansvarsfølelse. han har ihvertefald medvirket til et stor tillidsbrud.
Hvad angår medicineringen på bostedet, så har de helt klart overskredet nogle regler, men som de professionelle er vi ind på patienterne på en anderledes måde, end eks. de pårørende. vi skal beskytte patienterne og samarbejde med dem. Det er ikke menneskelig at dope folk, men at undlade at give medicin er omsorgssvigt. derfor er disse mennesker afhængige i at få medicin. den medicin som deres læge har ordineret til dem, som en del af deres behandling.
Offentligheden er blevet manipuleret af denne journalist, og jeg mener at denne skaulle have haft en straf for det som han har budt patienter, kollegaer og de pårørende. som har mistet tillid til hinanden.
Tak
VH Lars Lund
@Janus: Tak for dit indlæg! Jeg er enig med dig i din kritik et langt stykke. Der er behov for fokus pÃ¥ de arbejdsbetingelser, som de ansatte pÃ¥ dette omrÃ¥de har (og de offentligt ansatte i det hele taget). Men – uden at det skal forstÃ¥s som pegen fingre ad nogen – sÃ¥ kommer man ikke uden om, at der ogsÃ¥ er et personligt ansvar. I skal ogsÃ¥ selv – som du nu gør flot her! – være med til at bringe urimelighederne frem i lyset, for os andre og journalisterne. Vi har alle en interesse i at forholdene bliver forbedret.
Hvorfor er der ingen journalister der kan finde ud at sætte lighedstegn mellem dårlige vilkår for beboere og dårlige
arbejdsforhold for de ansatte…at vi bliver lovet mere i løn uden at det sker, at der mange steder er ansat det
halve til at udføre det dobbelte arbejde, alt for lidt ansatte til alt for mange beboere, at man ofte har dårlig
samvittighed over ikke at have det store overskud og den store motivation der absolut skal til, for at være det
bedste for sine beboere, bla.pga. for meget praktisk arbejde og en generel mangel på værdsættelse og forståelse/indsigt udefra.
En indsigt i at disse mennesker muligvis er de svageste og er de sværeste at arbejde med og at man, feks., kan komme
ud for at én beboer kan have brug for hele ens opmærksomhed en hel dag og at der så kun er én anden ansat til alle
de andre, fordi der igen er en ansat syg og der ikke er nogen vikarer til rådighed, noget vi oplever ugentligt.
Ja, et samfund bliver bedømt på hvordan det behandler sine svageste, dem der umiddelbart ikke er aktive medborgere
og som kun koster og ikke skæpper i statskassen…og ud fra det synspunkt burde vi alle skamme os!.
Men hvordan behandler vi dem der behandler vores svage, for det står sløjt til, pengene og hænderne rækker absolut
ikke og man mærker dagligt at det ikke er et prioiteret omrÃ¥de i vores “enhver er sig selv nærmest”-samfund.
Det kommer bla. rent praktisk til udtryk i angreb af skimmelsvamp der ikke bliver fjernet i tide, forældede
vaskemaskiner der ikke virker når beboerne mangler tøj der ikke er sudlet til, elendige gamle el-installationer, der
slår fra for et godt ord, så vigtige hjælpemidler ikke er til rådighed, dårligt isolerede og utidssvarende bygninger
og usund billig mad der ikke ligefrem hjælper på et system der, i forvejen er svagt pga. den megen (nødvendige!) medicin
…dette er bare nogle fÃ¥ eksempler.
Det er hårdt og umotiverende at være vidne til, og føle sig magtesløs overfor denne prioitering men vi er her
stadig, fordi vi vil gøre en forskel i deres liv, fordi vi føler at de har en plads i denne verden og at de
fortjener er der er nogen der vil prøve at forstÃ¥ dem, give dem kærlighed, nærvær og tryghed…og fordi ingen andre
vil skifte deres bleer og tage i mod deres uskyldige vold og udafreagerende opførsel, deres daglige maniske op og
nedture, deres udtalte menneskelighed, og vi er her fordi de har brug for os.
SÃ¥ peg fingre nÃ¥r vi kikser, udstil os nÃ¥r vi ikke har den tid der skal til og nyd jeres “helligere end
dig”-attittude, for i har ikke prøvet at passe et dybt psykisk og fysisk sygt menneske, der ikke kender sin egen
store fysiske styrke og som har en mental kapacitet som en 2-årig, som dagligt reagerer uhensigtsmæssigt overfor
andre beboere, som personen ikke selv har valgt at bo sammen med, og overfor et personale der udstråler stress og
dårlig samvittighed men som desperat prøver ikke at lade det indvirke på deres arbejde.
Det er let at kritisere noget man ikke har prøvet det på egen krop og sjæl, så skab indsigt, fortæl om os og vores
arbejde, fortæl hvad det er vi vælger at udsætte os selv for, fordi vi er idealistiske mennesker der ikke tænker på
om det giver prestige at gøre det ingen andre vil røre med en ildtang.
Fortæl om hvilken plads disse beboere og ansatte har i vore samfund…og fortæl om hvor fantastisk det er at der er
nogen der vil tage sig at dit syge familliemedlem fordi du har travlt med dit eget livsprojekt…spørg de pÃ¥rørende,
kom og spørg os, vi vil med glæde fortælle om det gode, det dårlige og det der kunne være bedre.
Lyt til vores bud på hvad der skal til.
…DET ville være et scoop!!
…men er der nogen der lytter?!