Women hedder den københavnske trio the Great Dictators seneste album. Og med den afrunder de trilogien Holy Creatures. Jeg kender ikke de to foregående plader – Liars og Killers – og vil derfor forholde mig til treeren som selvstændig udgivelse.

Og man kastes med det samme ud i et mørkt rum, hvor tunge, slæbende guitarakkorder akkompagnerer forsanger Dragut Lugalzagosis nærmest dovne stemme, der fremfører sangen “Hands”. Og de andre instrumenter – tangenter, trommer m.m. – følger trop i samme tunge, henslæbende mørke, der næsten truer med at lukke sig om sig selv og gå helt i stå.

Sådan går det dog ikke. Men vi befinder os i et post-Joy Divisionsk post-punk-univers, hvor det dystre, det depressive, melankolske og mørke dominerer – som livssyn og som musikalsk stilart. Godt nok er det musik, der hæfter termen rock på sig, men det er ikke den rock, der vil fejre den dionysiske livslyst og -appetit. Det er snarere en rockform, der i forlængelse af Joy Division og før dem Velvet Underground vil hente sin inspiration i virkelighedens negative og destruktive energier og sider.

Ja, der er noget nærmest apokalytisk over Great Dictators insisteren på at overgå Joy Divisions og Velvet Undergrounds standarder for mørk rock. De tre københavnske mørkemænd befinder sig på sæt og vis på den livsbekræftende rocks bagside. Og på den måde bliver The Great Dictators repræsentanter for nogle civilisationskritiske og kulturpessimistiske tendenser, der lurer rundt omkring i vores aktuelle kulturelle konjunktur. Og Women føjer sig ind i en lang række post-punk-rock-plader, der har det tilfælles, at de itone- og ordsætter den moderne civilisations mørke- og skyggeside.

The Great Dictators. Women. Produceret af bandet selv. Royal Toad Records. Er udkommet i denne måned.