Vi skal tilbage til starten af halvfjerdserne. I det støvede vindue til en af byens bedste pladepushere i Aarhus – Dandelion Records – hang Leonard Cohen (eller rettere albummet The songs of Leonard CohenI) og så lidt trist ud, medens han kiggede ud på mig – og alle andre, der passerede forbi dernede i minefeltet. Og et følelsesmæssigt kaos fik mig til at gå ind og købe den vinyl, selv om Cohen endnu ikke havde gjort et dybt og varigt indtryk på mig.

Men det ændrede sig med et slag, da sangene – heriblandt “Suzanne” og “So long Marianne” – hurtigt krøb ind under huden på mig og gled i et med det følelsesmæssige virvar, der herskede derinde. Og siden har jeg fulgt Cohen fra plade til plade.

Og som andre store kunstnere har Cohen hele vejen igennem været mærket af en særlig genkendelighed. Uanset, hvad han har lavet, så har jeg aldrig været i tvivl om, at det netop var ham med den særlige stemme, de karakteristiske tekster og den distinkte, personlige stil, der gennemsyrede det hele.