Capac anbefaler: Baumgartner Brødrene – – mer’ endnu

Author:

Tænk på Rugsted & Kreutzfeldt. Så er du på sporet af den lyd og musikalske grundholdning, der ligger på brødrene Josef og Jakob Baumgartners nye plade -mer’ endnu. Og associationen er lang fra tilfældig, for de to musikalske brødre har de facto hjulpet netop Rugsten og Co. Og mange andre.

Men det er ikke kun Rugsted & Kreutzfeldt og deres dansksprogede, melodiøse poprock, der leverer en passende reference. Faktisk er det ikke helt forkert at høre Baumgartner-brødrenes album som en slag renæssance af den engang så udskældte “gymmasierock” fra firserne. Altså den meget populære dansksprogede rock, som Tøsedrengene, Dodo & the Dodos m.fl., var leveringsdygtige i de såkaldte fattigfirsere. Musik, der levede højt på meget iørefaldende popsange med syng-med-sangbare, danske tekster tekster og en forførende legering af indtagende pop og rock. Dengang gav det økonomisk pote og satte sig fast som en stil, der stadigvæk er gangbar. Og ikke kun på retrofestivaler. Det er netop det Baumgartner Brødrene beviser med deres album.

Som forgængerne lever Josef og Jakob højt på nogle flotte vokaler. De synger godt begge to og sammen finder deres stemmer ind i en ofte rent ud unison vellyd, der passer utroligt godt til de femte love songs på pladen. For pladens tema er det gode, gamle – og nogle vil meme forslidte – kærlighedstema. Og vi kommer godt rundt i både kærlighedens ups og dens  downs, akkurat som man kan forvente det. Brødrene har selv skrevet alle sangene, men får dog passende hjælp af kapaciteter som Al Agami, Ivan Pedersen og et par stykker til. Og det samlede indtryk er en stor samling sange, hvoraf ingen kan siges ikke at have et hitpotentiale. Hvis renæssancen lykkes vil man kunne høre meget mere til d’herre Josef og Jakob på landets radiostationer. Andet ville heller ikke være retfærdigt.

Brødrene Baumgartner. – mer’ endnu. Produceret af brødrene og Knut Haavik. Er udkommet d. 4. november

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *