I går fik jeg tid til at se Ryan Murphys film The Normal Heart fra 2014. En film om HIV-AIDS-epidemiens opståen i New York i årene 1981-84, altså de allertidligste år af den sygdoms historie. I hovedrollen som forfatteren og AIDS-aktivisten Ned Weeks ser man Mark Rufallo. Og i andre fremtrædende roller Alfred Molina (som bøssen Neds heteroseksuelle storebroder) og Julia Roberts i rollen som den polioramte læge Emma Brookner, der får mange HIV-ramte patienter i sin klinik og desperat forsøger at forstå, hvad det er, der sker.

Filmens tema er ikke ny eller overraskende. Men instruktøren forstår at gøre filmen til meget mere end en film om den forfærdelige sygdom, til en film om forholdet mellem mennesker. Ikke kun bøsser, men mellem homoseksuelle, lesbiske og heteroseksuelle, mellem brødre, mellem elskende osv. osv. Og til en film om det at kæmpe for en sag. Og den gør det både bevægende og medrivende i kraft af skuespillernes fine præstationer. Og dem er der mange af.

Og så blev den også – for mig – endnu engang en illustration af, hvor vigtig musikken er for film. Der er ikke megen musik i filmen, men i en scene, hvor hovedpersonen Ned har mistet sin elskede ven, ser man ham gå et sted i byen til tonerne af Simon & Garfunkels “The only living boy in New York” – en sang, der måske handler om en new yorkers ensomhed, men som sat i denne sammenhæng får en ekstra dyb og fatal betydning. En scene, hvor musik og levende billeder befrugter hinanden på fineste vis.