Jeg tror, det var betegnelser som “psykedelisk rock” og “space rock”, der fik mig overbevist om, at jeg i morgen aften vil glemme alt om træthed og for lidt søvn og gå til koncert med det kanadiske band Black Mountain. Måske var det også det forhold, at bandnavnet mindede mig om den afdøde forfatter Bruce Chatwin, der i 1982 udsendte bogen On the Black Hill. Vi kan også bare sige, at det var nogle tilfældigheder, der gjorde det.

Og det med genrebetegnelser skal man jo vare sig for. Og måske kommer musiksiden AllMusic nærmest, når de slår fast, at det kanadiske band nærmer sig 70’ernes rock med den bevidsthed, man nu har i det 21. århundrede. I hvert fald har de skæringer, jeg har haft tid til at lytte til, bekræftet dette indtryk af et orkester, der genbruger æstetikken fra halvfjerdserne på en måde, så man godt kan høre, at de kommer fra et andet århundrede.

Black Mountain har mere end ti år på bagen. Blev dannet i 2004 af hovedfiguren Stephen McBean og vennen Joshua Wells, efter at de begge havde udstået rocklæretiden i diverse bands og musikalske sammenhænge i hjemlandet. Indtil i år er det blevet til fire album, senest IV (2016).

Som altid vil jeg nærme mig koncerten med så få forventninger som muligt og lade oplevelsen sætte sig et aftryk i min bevidsthed. Og det vil jeg så skrive lidt om efter koncerten.