Efter en pause på 37 år gendannes Eric Burdon & War for en enkelt aften i The Royal Albert Hall den 27/4. Baggrunden er, at retro-pladeselskabet Rhino inden længe genudsender bandets plader: “Eric Burdon declares War”, “Black Man’s Burdon”, opsamlingsalbummet “Love is all around”, plus en Best of-samling og en antologi.
Historien om Eric Burdon & War er historien om en Eric Burdon, der efter årene med The Animals havde fået nok at rock-musikken og ledte efter nye musikalske græsgange. Alternativt at trække sig helt tilbage. Ved vennen og produceren Jerry Goldsteins mellemkomst blev der etableret en kontakt mellem Burdon og medlemmerne af det kommende War. Howard E. Scott, Harold Brown, Charles Miller, B.B. Dickerson, Lonnie Jordan, Lee Oskar og Papa Dee Allen – et multietnisk og -kulturelt sammenrend -havde indtil da spillet en fusion af rock, funk, jazz, latin, r&b og reggae – uden at slå stort igennem. Men deres energiske musik gjorde indtryk på andre musikere. Blandt andet Eric Burdon. De havde til gengæld aldrig hørt om denne englænder…
Med et nyt navn – War, inspireret af Vietnam-krigen og fredbevægelserne – indspillede de så deres første plade, hvis budskab var helt i hippieånden: fred, forståelse og broderskab. Med nummeret “Spill the Wine” fik de et internationalt hit og karrieren var med ét i fuld gang. En kort, hektisk periode blev det til. Bandet turnerede intenst i USA og Europa og fik ry som et af de mest seværdige live-band, der kunne opdrives. I 1970 kom så dobbeltalbummet Black Mans Burdon. Samme år smed Burdon – der var slidt op af al den turnevirksomhed – håndklædet i ringen og forlod bandet. der dog fortsatte nogle år endnu med at indspille plader og gennemføre utallige koncerter. Dog uden samme succes som med Burdon i spidsen.
Spirit ( i en fin optagelse fra København i 1971)
Paint it black (1970)
Mere om Eric Burdon (scroll selv ned)