Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again lød det i mit indre, da jeg lagde øre til Langsyns nye album Hvilke chancer. For inspirationen fra den vrangvillige Nobelpristager Bob Dylan er slet ikke til at tage fejl af, når Langsyn folder sig ud. Ja, den indledende sang “For altid” lyder faktisk, som om der var tale om en fordanskning af en af Dylans outtakes fra tresserne – perioden omkring Blonde on Blonde (sådan cirka). Peter Butzback Larsen står for sangene og synger for så det giver kraftige associationer i retning af Nobel-Bob, men også i retning af Niels Skousen, Eik Skaløe, Hans Vinding og Hyldemor.

Jovist, Langsyn træder ind på ig i det lange spor af Dylan-inspirerede, dansksprogede singer-songwriters, der siden de sene tressere har beriget det danske sprog og den danske beatmusik med sange, der på dylansk vis kærligt og undertiden poetisk vrider vort modersmål lidt i beskrivelsen af den virkelighed, vi – på godt og ondt – lever i.

Det dylanske spor viser sig også i Peter Butzbacks Larsens fraseringer (den drævende, tilbagelænede, fortællende fremførelse af teksterne), i den markante brug af mundharmonikaen og den enkle, low budget, no bull shit produktion af den relativt korte plade (ca. 30 minutter).

Men, de foregående betragtninger skal ikke forstås sådan, at Langsyn og Peter Butzback Larsen blot er endny et eksempel på epigoneri i forhold til mesteren selv. Langsyn og Larsen er mere en slags moderne hippier, der har taget Dylan til sig og synger sange om tvivl og håb. Som det hedder i den indledende sang: “Jeg vrøvler en fuldemandssang/ Jeg rimer på alt hva der ligner”. Og ja, Butzback Larsen er nok, når alt skal gøres op, mere en sangskriver i Skaløe-traditionen end en efterkommer efter poeten Bob Dylan. Og det er godt og dejligt, for vi har brug for singer-songwriters, der på vort modersmål kan synge berusede sange, der rimer på alt, hvad der træder frem i vores fælles virkelighed.

C. V. Jørgensen er gået i frivilligt eksil og pladsen, han har efterladt, giver plads til mange andre talenter, bl.a. Langsyn, der med deres album finder tilbage til en autentisk enkelhed og musikalsk nøgenhed, der var politisk korrekt i tresserne og halvfjerdserne og har fået et opkog de seneste par årtier – og har det med at holde i mange år. Jeg er ret vild med Langsyns nye plade. Hermed anbefalet.

Langsyn. Hvilke chancer. Produceret af Langsyn og Boi Holm. LangsynBeat. Udkom d. 1. oktober