I 1963 udsendte psykologen Alexander Mitscherlich bogen På vej mod det faderløse samfund, hvor han diagnosticerede en udvikling, der var i fuld gang i efterkrigstidens Europa. Patriarken stod for fald og med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og kvindefrigørelsesstrømninger blev faderfiguren reduceret til en karikatur af sig selv, et ekko fra fordums tider, selv om det også var et efterspurgt, og ofte savnet ekko. Den fraværende far blev rigtigt fraværende.
Nu synes udviklingen så ikke blot – hvilket har været tydeligt i årevis – at opløse den såkaldte “kernefamilie”, men også at ophæve forældreskabet som institution, der varetager børnenes opdragelse til samfundsborgere. Moderne forældre overlader alle spørgsmål om opdragelse til institutioner uden for hjemmet. Primært skolen, men også fodboldtræneren, tandlægen osv.
De nye forældre indskrænker deres forældrefunktion til at avle børnene og sørge for deres materielle grundlag indtil de er myndige. Eller i hvert fald i princippet.
Man ser det for sig: Et samfund, hvor mænd og kvinder lever hvert deres liv. Mødes en gang imellem. Avler børn. Og overlader resten til staten, medens de selv helliger sig livets indhold: Arbejdet.