Trioen She’s a Sailor består af Jesper Vindberg (sang og guitar), Thomas Albrechtsen (sang og tangenter) og Jesper Svane (trommer). De har rødder i København og Aarhus og står som kollektiv for musik og tekster på den nye EP, de har sendt på gaden. Og det er sikkert det kollektivistiske præg, der forklarer, hvorfor den lille plade virker så homogent vellykket.
Pladen består kun af fire numre, men bandet formår alligevel at give et indtryk af, at det allerede har fundet et stilistisk leje, hvorfra det kan udvikle sig videre. Og det er et leje, der så at sige ligger dybt i den klassiske poprocktradition, der fører fra tresserne og frem til i dag. Uden på nogen måde at ligne de store forbilleder blandt vokalgrupperne fra tresserne, så er der ingen tvivl om, at det er der inspirationen er at finde. For det musikvante øre er der mindelser om både Beach Boys, The Kinks og mange senere bløde rockere, når man lytter til de fire sange. Styrken på EP’en er nogle endog meget iørefaldende melodier, nogle vokalarrangementer, der passer som Hans i Grete til melodierne og musikalske arrangementer, der skylder tresserne såkaldt symfoniske rock meget med hensyn til brug af strygere, piano osv.
Sangen “Beautiful”, der afrunder CD’er, skulle efter sigende allerede have gjort et stort indtryk på DRs P4. Og der er god grund til at tro, at de tre andre sange vil kunne følge trop og blive hits på samme kanal og tilsvarende radiokanaler rundt omkring. Er du til god, klassisk poprock, så giv She’s a Sailor en chance på din afspiller.
She’s a Sailor. Back from the Sky. Produceret af bandet selv. Iceberg Records. Udkom d. 14. oktober