“Evnen til selvkritik, skulle jeg mene, er udtryk for, at man omsider ved noget om, hvem man er. Den er ikke for de infantile, den er en del af en modningsproces, og jeg tror som sagt, den er noget meget ønskværdigt. Den gør det nemmere at leve med hinanden. Indbildskhed, derimod, er en dårlig idé. Den er imidlertid meget udbredt, og den fremmedgør.“

(Citat fra interview med Niels Barfoed, Information, 29/12-2007)

Når man er ung ligger verden åben for ens fødder. Man tror man kan alt. At alt er muligt. Med tiden bliver man, hvis man er heldig, klogere. Man møder ydre barrierer, der ikke kan overskrides, og opdager også, at man har indre begrænsninger. Man kan forandre sig selv, men ikke radikalt. Der er ting, man kan – og ikke kan. Der er ting, man vil – og ikke vil. Og der ligger en stor frihed i at erkende sine egne muligheder – og grænser. På godt og på ondt. Evnen til selvkritik er ønskværdig, som Barfoed siger. Ja, den er en gave, vil jeg sige.