I 1971 sang John Mogensen om Dybbøl Mølle, der malede helt ad helvede til, i en sang, der på dansktopmanér satte ord på de svundne tresseres og gryende halvfjerdseres samfundskritik, med hip til de velbjergede, til den smuldrende demokratiske debat og med kritiske kommentarer til miljøforurening og løssluppen urbanisering med spekulationsbyggeri og smulmende trafikale problemer. Og næppe havde Mogensen sunget sine linjer, før den frafaldne socialdemokrat og kommende centrum-demokrat Erhard Jacobsen leverede et umusikalsk modsvar med “Dybbøl Mølle maler stadig”. En sang, der – set i bakspejlet – indvarslede vor tids gejle nationalisme og den generelle højrepopulistiske drejning.

Og nu i 2016 vender sanger og sangskriver Juncker tilbage til “Dybbøl Mølle” på sin nye plade Bivirkninger og tager – uden direkte henvisning eller bare allusion til forgængerne – den politiske sangskrivning op igen. Men ikke på en propagandistisk eller sloganstøttet vis. Derimod – og dermed helt i pagt med en tendens i tidsånden – som en underdrevet, latent samfundskritik, der står at læse mellem linjerne, mere end som flammeskrift og slagord:

De sir alt er tilladt og du kan sige hvad du vil/ men siger du det du mener så pak dt godt ind i vat/ Din spændetrøje er for stram/ din livrem er sat på skrå/ Det er vist på tide du tager dit gode tøj på/ Du begynder at gå/ Først er du alene så bliver i flere/ Se mor se hvor vi marcherer, fra Dybbøl Mølle til Nørrebro station/ Jesus jeg giver op/ Gud jeg melder pas/ Jeg har tape for munden og mine minder har de brændt…

Juncker beskriver her dobbeltbundet, hvordan det politiske medløberi sættes i scene, Sangens hovedperson er tydeligvis frustreret og nedslået over tingenes tilstand og den snigende konformisme og lader sig rive med at stemningen og bliver en del af et marcherende fælleskab. Sangen illustrerer et bestemt træk ved Junckers sange: Det er med udgangspunkt i det singulært og subjektivt oplevede, der artikuleres en slags almen virkelighedskritik. En kritik, der ofte – som i ovenstående sang – er som et tveægget sværd, der både er vendt mod omstændighederne i virkeligheden og indad mod individet.

Dette signalement passer også til den retrospektive og lidt nostalgiske sang “Der var engang”, hvor en ungdommelig fortid bliver afsæt for beskrivelsen af en aktuel udelukkethed og fremmedhed:

Fyrre år og ikke særlig fed/ For døv og blind til at følge med/ En lille smule fremmed for robotters ånd/ men tro mod kassettebånd/ imens jeg stille nynner Alphaville forever young/ Der var engang engang/ vi var cool/ før det hvide i mine øjne det blev gult/ Sæt dig ind i det nyeste lort/ ny lort…

Junckers samfunds- og virkelighedskritik er implicit og kræver, at lytteren gør sig den ulejlighed at lytte opmærksomt og/eller læse de i CD’en optrykte tekster. Men så åbner de sig også i al deres flertydighed og afslører en fundamental stemning af fremmedgjorthed og utilpassethed, som mange vil kunne relatere sig til.

Juncker synger sine sange ligefremt og med fokus på artikulationen af teksterne, der fremstår eksemplarisk tydelige i Junckers mund. Og sangene bæres frem af melodier, der nok er melodiske, men ligger langt fra poppens alfarvej. Musikken er en blanding af klassisk singer-songwriter-musik med stemme og guitar i centrum og en god portion, elementær, moderne rock, der ikke er overhældt med elektroniske effekter og digitale lydmalerier.

Med sit nye album skriver Juncker sig ind i en fornem og lidt eksklusiv strømning i tidens musik, hvor beskrivelser af dybt personlige oplevelser, erfaringer og iagttagelser afsætter en særlig almen tidsspecifik samfundskritik. Og det er måske netop derfor pladen hedder Bivirkninger.

Hermed anbefalet.

Juncker. Bivirkninger. Produceret af: Henrik Balling. Target. Er udkommet.