Capac anbefaler: Blondage

Author:

Engang kaldte de sig Rangleklods og fik succes med albummet Straightjacket. . Men nu kalder Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen sig Blondage. For at understrege, at der nu – for alvor – er tale om en duo og ikke “blot” et projekt. Og den nye identitet er resulteret i den eponyme EP, der netop har set dagens lys.

I min omtale af Straightjacket kredsede jeg om duoens balancegang mellem elektronisk eksperiment og elektronisk pop. Og den nye EP tyder på, at popsiden har fået overtaget. Blondage vil forføre lytterne med sensuelle og dansante sange, der både appellerer til kroppen (kom ud på dansegulvet!) og til popsansen inde i hjernen. Og det lykkes forbavsende godt. Både når tempoet er sat lidt ned som i den indledende “Lucky Black Shirt”, hvor Esben synger for, men hvor også Pernille blander sig og væver sin stemme ind i det vuggende og æggende elektronicalydtæppe. I det hele taget er EP’en  en plade, hvor de analoge stemmer hele tiden leverer et nødvendigt og befriende modspil til den tendentielt dominerende elektroniske lydlandskaber, der ligger som et massivt tæppe under numrene.

Med den nye EP har Blondage taget et tydeligt skridt i retning af mainstream i kraft af en håndfuld forførende popsange, og det forlyder også, at de allerede har fået godt greb i vor tids radio- og streaminglyttere.

Blondage. Blondage. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *