Soul klikkede det oppe i hovedet på mig, da de første toner fra James Vincent McMorrow album We Mo****ve forlod mine Argon-højtalere. Og McMorrows lyse, næsten falsetdominerede, stemme skar igennem ogunderstregede blot, at vi måtte være ovre i den boldgade. Og når man i pressematerialet støder på navne som Drake, Kaney West og Jimmy Douglas, så ved man godt, at vi befinder os i den moderne ende af den genres skala, selv om der tydeligvis er tråde tilbage i tiden – helt tilbage til tressernes soul i den mest følsomme udgave. Et eller andet sted på denne plade er der et svagt ekko af Donny Hathaway og Marvin Gaye, der som olympiske guder overvåger dette album.

Hvis ellers jeg har fattet noget af teksterne på pladen (og det er tvivlsomt…), så er temaet en slags rejsebeskrivelse. Både i direkte og overført forstand.

McMorrow er irsk folkesanger og sangskriver og til trods for musikkens forankring i soulens moderne arvtager, hip-hoppen, og i electronicaen, så kan – og vil – McMorrow ikke løbe fra denne baggrund. En sang som “Rising Water” (singleudspil og video) vidner om, at musikken på denne plade langt hen er regulær folk-indie-pop forklædt som hip-hop-og-rhythm-and-blues-popmusik. Bag de rigtfacetterede lydlandskaber og de distinkte rytmer kan man let genkende folkpoppen.

Jeg kender ikke meget i McMorrows foregående plader, men han kommer med et ry, der siger at han tekstmæssigt har været kryptisk og svær forståelig og musikalsk forførende og stemningsfikseret, men måske også lidt utilgængelig. Hvis det er sandt, så er hans nye plade ganske umiddelbart tilgængelig. Den kan indtages ubesværet som let, moderne soulpop af den slags, der ikke støder nogen på de store radiostationers playlister. I mine ører er McMorrow en fin repræsentant for vor tids gennemproducerede, stilistisk komplekse popmusik. Hermed anbefalet.

James Vincent McMorrow. We Mo****ve. Believe Records. Udkom d. 2. september.