Det koncertaktive og højproduktive band Folkeklubben er til bage med albummet Slå flint! Titlen er lånt fra Klaus Rifbjergs sene digtsamling Knastørre digte (2006): “Slå flint!/<hvis gnisten falder heldigt/Brænder bålet./Slå flint!/Og vhis det hele kikser/var der gnisten/Som stinker tørt og/Fucking godt./Slå flint!”

I titlen ligger der et ønske om at vi skal se på vores virkelighed med andre øjne. Et ønske om, at vi skal ændre perspektivet. At vi skal fokusere mere på æstetikken og legen (end på det ‘perfekte’ resultat), mere på lys end mørke, mere på op-lysning end almen uvidenhed og i den dur.

Og det kommer stærkt og billedligt frem i den første sang, der hedder “Torben Ulrich”. Ulrich var ikke kun far til trommeslageren i Metallica, men også en ener i dansk kulturliv i tresserne og halvfjerdserne. Han blev berømt/berygtet for at spille tennis uden interesse for kampens udfald. Det var legen og den æstetiske detalje (slaget med ketcheren), der optog ham. Han var også kendt for at være en stor jazz-elsker, men samme tilgang til jazzen som til tennis.

“Der er sol over Danmark.
“Vi synger dine sange og glemmer dine nederlag
“Folkehelt, fanebærer, beatnik, laissez-faire,
Hej hej bolighaj, skåltaler 1. maj.
Folkehold, fattigrøve, Egon, Benny, Keld og Børge.
Kan du ikke gå, så stå på dine ben.

I dag bliver en god dag.
Jeg går som Torben Ulrich efter det perfekte slag.
Og jeg klapper det klaptræ, til filmen om en mand,
der blev sin egen herre en dag.
Yeah, yeah juhu.
Yeah, yeah juhu.

Ulrich var i sin tid (og i vores) eksempel på en mand, der gik mod tidsånden og var bærer af et personligt opgør eller -rør mod netop konformiteten og “almindeligheden” i vores fælles virkelighed.

“Tænk hvis man kunne bringe legen og æstetikkens fra Torben Ulrichs boldspilds-filosofi ind i velfærds-Danmark; i politik, i parforholdet, i musikken ect.. Tænk hvis vi kunne forstå, at der også i nederlagene – de store som i 1864 og de små som vi løber ind i hverdag, er noget at lære. Det handler ikke om at tabe eller vinde. Om dem eller os. Rød eller blå. Men om at spille og lege sammen. Om at slå Flint. Gå efter det perfekte slag!

– sådan skriver tekstforfatter Kjartan Arngrim i forlængelse af ovenstående sang og bærer dermed – i kraft af identifikationen med den langhårede tennisspiller – gnisten til et oprør og -gør med vores samtid med sig. Hvorved sangen – og hele pladen – bliver en politisk plade i den forstand, at politik handler om at ændre på tingenes tilstand. Og det kan der være mere end god grund til anno 2016.

“Og sådan er det med Folkeklubbens tekster. De vil have os til at se verden på en ny og anderledes måde. Som fx i singleudspillet, sangen om “overlæge Jacobsen”. En autentisk sang om en aarhusiansk psykiater, der begyndte at eksperimentere med LSD og derved som person bevægede sig ind i den galskab, han skulle kurere…

Overlæge Jacobsen synger ”Lucy in the sky”.
Bukker dybt, siger goddag til sit eget kontrafej.
Jacobsen er skør, som det sig hør og bør.

Overlæge Jacobsen kører flere 1000 mil.
På sin knallert, uden stop, rundt og rundt og uden hvil.
Fang ham hvis du kan; den fine gamle mand

Her går det godt.
Vi tager receptpligtig speed
og vi ryger pot.
Men doktor, er De rigtig klog? oh no no no.

Overlæge Jacobsen synger Lucy in the sky.
Bukker dybt, siger “farvel” til sit eget kontrafej.
Jacobsen er død, af dope og øllebrød.

Her går det godt.
Vi tager receptpligtig speed.
og vi ryger pot.
Men doktor, er De rigtig klog? oh no no no

Doktor er De rigtig klog? Oh no.

“Som anti-psykiaterne Cooper og Laing i tresserne vendte Jacobsen med sit liv op og ned på forholdet mellem galskab og normalitet. Måske var det ikke Jacobsen, der var gal, men samfundet, der var galt afspadseret!?

“I pressematerialet til sangene sporer man en vis modstand i gruppen mod at være samfunds- og systemkritiske. Men det er netop, hvad de er – selv om det er politisk ukorrekt at være det i disse tider. Men enhver, der prøver at tænke mod strømmen bliver automatisk politisk i vores konforme konjuktur.

“Og det er velgørende og befriende, at et dansksproget band som Folkeklubben ikke går af vejen for tankevækkende og provokerende tekster. Og binder det hele op med medrivende folk-rock, der oser langt væk af, at bandet de foregående mange måneder har givet den ene koncert efter den anden. Hvad enten de spiller energisk rock eller kaster sig over lidenskabelige ballader. Med den nye plade lever Folkeklubben op til de forventninger, man kunne have til dem.

Folkeklubben. Slå flint! ArtPeople. Udkom d. 26/8-2016