Som omtalt flere gange, så er Johnny Depp en af Frøkenens idoler (eller hvad man nu skal kalde dem). Og jeg er også stadigvæk tilhænger af denne særprægede skuespiller. Og begejstringen er ikke blevet mindre, efter at have set ham synge (hvilket han gør udmærket) sig gennem Tim Burtons filmatisering af Steven Sondheims musical om den hævnende barber fra Fleet Street, Sweeny Todd.
Johnny spiller overbevisende godt som den hævnende barber, der vender hjem efter mange års forvisning i udlandet for at gøre op med de skurke, der fratog ham hans smukke kone og datter. En grum greul-historie om hævn, der kun kan føre andet ondt med sig. Depp får fremragende med- og modspil af en række fine skuespillere. Helena Bonham Carter som fru Lovett, der lægger lejlighed til Todds barberforretning og får sin pie-forrretning til at blomstre, efterhånden som Todds ragekniv skaffer frisk kød… Ærkeskurken, dommer Turpin, spilles af Alan Rickman, der åbenbart aldrig kan have en dårlig rolle. Og ved sin side har han den fra Harry Potter kendte Timothy Spall (som Beadle Bramford), der åbenbart har specialiseret sig i rottelignende, sleske tjenerroller. Og gør det til ‘ug med kryds og slange’. Men heller ikke nogen af de andre biroller lader noget tilbage at ønske.
Instruktøren Tim Burton kører hele sin fantasi og fortællekunst i stilling til denne næsten gotiske fortælling om Todds blodige – meget blodige (lad det være en advarsel for sarte sjæle) – barberforretning i London. Filmen holdes stort set i sorte, hvide, grå nuancer hele vejen igennem, bortset fra nogle drømmesekvenser, hvor den forliebte fru Lovett forestiller sig sin fremtid med hr. Todd. Og så det røde blod, der allerede fra de første billeder af et London i regnvejr (hvor nogle af dråberne er blodrøde…) er, ja, en rød tråd i fortællingen. Endnu engang må man konstatere, at Tim Burton er en sand mester i at skabe stemning med sine udsøgte billeder og sin lige så imponerende scenografi. Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange, der formår at fremtrylle et sådant næste magisk univers med et filmkamera (og computerteknologi og filmlaboratorium osv.) som hr. Burton. For min skyld må han gerne fortsætte med at omsætte drengebogsfantasier og andet til film.
Filmen er godt og vel to timer lang, men ikke et minut for lang. Jeg tror ikke, at jeg har noget at udsætte på denne fortælling, selv om den endnu er helt frisk i erindringen – og man må tage forbehold for bagklogskabens analyse. Det skulle da lige være, at jeg ikke har den til gode endnu. Hermed varmt anbefalet tilhængere af Burton, Depp og fantasifulde film…