Det er ikke meget, man hører til Leon Russell (Claude Russel Bridges) nu om dage. Selv om han er still going strong og stadigvæk udsender det ene album efter det andet. Internationalt har hans omfattende solokarriere nok også stået lidt i skyggen af hans rolle som sideman og sessionmusiker. Den første gang, jeg for alvor blev opmærksom på ham, var da han arbejdede sammen med den spasmodiske sanger Joe Cocker og var krumtappen i Mad Dogs and Englishmen. Han skrev også hittet “Delta Lady” til Cocker.
Måske er en forklaring på hans beskedne gennemmslagskraft som solist også, at han har bredt sig over mange genrer – fra gospel over soul til rock. Hans spændvidde – som musiker (guitarist, pianist og sanger) – ser man også på den liste af kendte navne, han har givet musikalsk opbakning. Her finder man navne som Rolling Stones, Herb Albert, the Byrds, Phil Spector og Glen Cambell. Typisk for en mand som Russell, så har han gennem alle årene haft en stor stjerne hos andre musikere. Bob Dylan har gjort brug af ham. Og George Harrison engagerede ham til at spille på Badfinger tredje album – og til at være med til at arrangere Harrisons støttekoncert Concert for Bangladesh.
Som sagt har den nu 65-årige sanger- og sangskriver en bunke albums bag sig, så der er nok at gå i gang med, hvis man finder smag for hans musik.
Leon Russel på Concert for Bangladesh (Jumping Jack Flash – det rykker…)
Som ung hvalp (spøjst klip fra 1964 – Roll over Beethoven – det rykker også ja….)
Goodnight Irene – Leon og Willie Nelson i en hyggelig duet…med bar mave og øl i hånden.