Jeg klamrer mig til vinyler og CD’er

Author:

Ja, musikstreamingen har ikke for alvor fået tag i mig. Jeg abonnerer ikke på de store streamingtjenester, men bruger da  Youtube, Bandcamp og et par stykker mere. Men de er ikke et alternativ for mig til vinylpladerne og CD’erne. Og egentlig er det et lille paradoks. For for ganske få år siden, da kampen mod illegal downloading var på sit højeste, var jeg var tilhænger af, at musik – al musik – i princippet burde gøres almentilgængelig på nettet. Og det er vel – i et eller andet omfang – det, der er ved at ske nu.

Men jeg har en række forbehold.

For det første irriterer det mig grænseløst, at de store musikfirmaer (pladeselskaber) underbetaler kunstnerne og dermed fortsætter den udbytning af kunstner, der har stået på siden industrien opstod for mange år siden.

For det andet er musik for mig forbundet med de medier, der hidtil har båret dem. Singlepladen, der dyrkede den populære sang (hittet). EP’en, der som mini-album gav et varieret billede af en kunstner og fungerede som appetitvækker for albummet. Og endelige LP’en, der blev båret af ideen om et sammenhængende værk eller i hvert fald et repræsentativt billede af en gruppe eller kunstner. Dertil skal lægges fænomener som fx opsamlingspladerne – Greatest Hits, Best of… osv. – der – i bedste fald (når de var redigeret ordentligt) – kan give et udkrystalliseret signalement af en kunstner eller et band. Og flere facetter kunne føjes til (soundtracks, liveplader osv. osv.). Og disse – for mig uomgængelige – kvaliteter går fløjten med streamingtjenesterne, selv om vi er i en overgangsfase, hvor ovenforomtalte idealer stadigvæk kan fungere som illusioner for streamingbrugerne.

Jeg klamrer mig til vinyl og CD og vil gøre det, så længe det giver mening for mig. Og jeg tror, der vil gå mange år, før de faste medier helt vil forsvinde (om overhovedet). Kald det bare nostalgi, sentimentalitet osv. Det ændrer ikke på min holdning – og den afspejlder sig bl.a. i mit forhold til nye musikprodukter. Jeg omtaler således kun plader, der udkommer som sådan – på rigtig vinyl eller original CD.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *