Danske og udenlandske medier har tærsket langhalm den sidste uges tid eller mere på den berømte tyske forfatter Günter Grass‘ afsløring af, at han som hvalp var medlem af det berygtede Waffen SS under naziregimet. Det har haglet ned med kritik og nogle udenlandske medier har krævet, at Grass fratages den Nobel-pris i litteratur, han modtog i 1999. Det har Nobelpris-komiteen dog blankt afvist. Nu kommer den engelske forfatter Salman Rushdie Grass til hjælp i et avisinterview, hvor han påpeger, at Grass jo ikke har været involveret i krigsforbrydelser af nogen art, og at hetzen mod Grass har karakter af noget “medieskabt” (manufactured, er det ord han bruger). Grass selv har fra starten af understreget, at han har haft det skidt med sit ungdommelige engagement, at han ikke selv kan forstå, at han (som så mange andre unge!) lod sig forføre af nazismens retorik, og at han havde behov for at lette sin samvittighed, inden det er for sent. Grass er født i 1927.

Igennem de sidste årtier har vi set flere eksempler på sådanne mere eller mindre frivillige “afsløringer” af forfatteres, intellektuelles og andres nazistiske fortid. Lad mig i flæng nævne Knut Hamsum, Martin Heidegger, Paul de Man og den danske Niels Bukh. Der er selvfølgelig generelt set et behov for et opgør med forhistorien. En kritisk gennemgang af, hvad de enkelte sagde og gjorde dengang i nationalsocialismens periode. Men der er også brug for forståelse, overbærenhed og endda tilgivelse i nogle tilfælde. Der er behov for at forstå, om engagementet hører ind under de ungdommelige vildfarelser, der hører ungdommen til, dvs. den slags fejltagelser og tåbeligheder, vi alle gør som unge, og som er med til at danne og modne os som mennesker. Eller om der er tale om det voksne menneskes bevidste engagement i en forbryderisk ideologi. I nogle tilfælde – fx Martin Heideggers – er analysen vanskelig, fordi der indiskutabelt er en forbindelse mellem filosoffens samarbejde med nazisterne og hans filosofiske tænkning. I Grass’ tilfælde stiller sagens sig ganske anderledes: Hele sit voksne liv har Grass været pacifist og har stået som et humanistisk forbillede for mange tyskere i deres bearbejdning af fortiden. At køre voldsom hetz mod Grass er udtryk for mediernes grasserende nyhedshysteri. Det er nok ikke tilfældigt, at det netop er den fatwa-dømte og forfulgte Salman Rushdie, der så klart har sagt det.

Også den amerikanske forfatter John Irving har forsvaret Grass. I en email til AP skriver han: “Grass remains a hero to me, both as a writer and as a moral compass; his courage, both as a writer and as a citizen of Germany, is exemplary, a courage heightened, not lessened, by his most recent revelation”.

I den tyske avis die Zeit forklarer en tysk historiker opstandelsen omkring Grass indrømmelse med, at navnet Waffen SS tages i brug. Waffen SS var også involveret i de mest modbydelige forbrydelser (fx Auschwitz-kz-lejren) og vækker derfor de mest fjendtlige følelser hos folk. Det ændrer imidlertid ikke noget ved, at Grass deler skæbne med mange andre fra samme generation, der mere eller mindre ufrivilligt blev indrulleret i Waffen SS og andre nazi-grupperinger. Som historikeren udtrykker det: Grass historie er en ganske almindelig biografi fra den periode…
Ironisk nok har debatten om Grass’ fortid sat skub i salget af hans netop udkomne erindringer, og man må endnu engang erkende, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og at det oven i købet kan være den bedste reklame… Bogkræmmerne har sendt “At pille løg”, som bogen hedder i dansk oversættelse, på gaden to uger før planlagt for at – ja – høste frugterne af den standende debat.