Den har efterhånden stået længe på min dvd-hylde, Wild Man Blues. Jeg købte den i det hedengangne FONA på udsalg for 30 kr. Men i går var tv-programmet om muligt endnu mere nedslående, end det plejer at være, så jeg fandt filmen frem for at se den.

Filmen er en dokumentation af Woody Allens Europaturné i 1996, hvor han med et New Orleans-jazz-band rejser rundt i de europæiske storbyer og giver koncert. Barbara Kopple står for instruktionen og filmoptagelsen. Og – måske forventeligt – filmen kommer mere til at handle om hovedpersonen end om noget som helst andet.

Og som portræt af Woody Allen er filmen alle pengene værd. Den bekræfter, at der går en lige linje fra privatmennesket Allen til de evigt snakkende, neurotiske, hypokondriske m.m. hovedpersoner, han skildrer i sine egne film. Ja, undervejs oplever man næsten dokumentaren som endnu en Woody Allen-film. Og det er et kompliment til instruktøren og filmmageren Barbara Kopple. Man fornemmer, at hun kan sin Woody Allen på fingerspidserne.

Men filmen viser også, at Woody Allen også er en mere end ferm klarinetspiller, selv om han forsøger at nedgøre sig selv som musiker. I bandet med klarinetten i munden bliver Allen et med sit instrument og kan for en stund koble af fra sin identitet som paparazziforfulgt ægtemand til en tidligere adoptivdatter, feteret filmmager og ærke-New Yorker. Og det passer ham tydeligvis godt, selv om ham hele tiden kværulerer og forsøger at snakke sig fri af livet på turné.

Wild Man Blues er en film, man vil holde af, hvis man – som undertegnede – er fan af Woody Allen, men også hvis man bare holder af New Orleans-jazz. Det eneste, man kunne indvende, er, at musikken godt kunne fylde mere i filmen, end den faktisk gør. Det ville være oplagt med en hel koncertfilm med det gode band.