Medens EM-bolden har rullet om kap med Tour de Dopings cykelhjul, har DR fundet tid og plads til at genudsende nogle krimiserier om eftermiddagen. Blandt andet serien om Inspector Gently og hans unge følgesvend John Bacchus. I går var vi nået til afsnit nr. 18, hvor de to umage politifolk arbejder på en sag om mord og homoseksualitet i et hemmelighedskræmmende militærmiljø.
I en scene ser man John Bacchus på vej mod noget research i en lille lyseblå politibil i selskab af Rachel Coles, der er trådt ind i serien som et velgørende feminint supplement til de to politimænd. Og medens Bacchus sover og Rachel kører mod deres mål hører man tonerne af en sang med The Who. Og emnet – the Who – er med til at optø forholdet mellem de to kolleger, idet Rachel overrasker Bacchus med sit kendskab til netop the Who.
Jeg forsøgte, nørdet som jeg er, efterfølgende at researche mig frem til oplysninger, men kunne ikke finde dem på siderne med oplysninger om serien. (Den slags nørdede oplysninger går man til min ærgrelse ikke op i…) Men eftersom episoden foregår i det herrens år 1969 – og det ikke var en sang fra “Tommy” – er jeg ret sikker på på, at det må have været et citat fra The Who sell Out, selv om jeg kke præcis kan sige hvilken af sangene det var.