På DR-tv kører der en lille serie med titlen Husker du… Og i går gjalt det året 1971. Som regel er indslagene i serien en på enhver måde kulørt omgang ruskomsnusk uden nogen større historisk ordningsprincip. Mest af alt ligner afsnittene en ungdommelig scapbog.
Men alligevel kan der jo slippe noget interessant med i gryden. I går var der således et relativt langt afsnit om musicalen Hair, der efter at have lagt USA og storbyer rundt omkring på kloden kom til Danmark, hvor den blev opført i Cirkusbygningen i København. Og to af de medvirkende dengang – brødrene Jørgen og Niels “Noller” Olsen – fortalte om, hvordan netop denne musical blev den dør, der førte dem ind i en tilværelse som kendte musikere. Og musicalen var et springbræt for mange andre kunstnere. Fra dansktopsangerinden Annette Klingenberg, over Eddie Skoller, Ina Løndahl og Jannie Høeg. Og musikken kom selvfølgelig på LP – og med en helt tidstypisk nøgen Birte Tove på forsiden som hippiepige med det amerikanske flag som eneste klædningsstykke. Det underlige er, at pladen vist aldrig er blevet genudsendt på CD. I hvert fald har jeg søgt med lys og lygte på nettet – uden resultat. Dermod er der flere eksemplarer af den oprindelige 33″ til salg – second hand. Jeg synes, pladen fortjener en genudgivelse med hele udtrækket.