En renæssancesjæl i en verden af plastik, kaldte Bob Dylan sangskriveren Tim Hardin. Store anerkendende ord fra kollega til kollega. Og Hardin var også en ener som sangskriver og sanger. En særlig skrøbelig følsomhed, der smeltede næsten fuldkomment sammen, når Hardins stemme tog sig af Hardins ord. Og sådan var det, indtil Hardin lod heroinen berøve ham det følelsesregister, som sangene udsprang af. Og måske var det netop Hardins særlige emotionelle udsathed og mørke, der fik Bobby Darin til at tage ham til sig som priviligeret sangskriver. For Darin – Walden Robert Cassotto som han egentlig hed – var fra barnsben et skrøbeligt menneske. Som barn fik han gigtfeber og en hypokondrisk optagethed af helbredet med i købet. Og han døde allerede som 37-årig i 1971 efter en stor hjerteoperation.
Bobby Darin var en af de mange Bobbyer, der huserede i amerikansk pop sidst i halvtredserne og ind i tresserne. Men hans skrøbelige sind og følsomhed gjorde, at han skilte sig lidt ud fra de andre pop-Bobbyer. Og hans fortolkninger af Tim Hardins sange kommer meget tæt på ophavsmandens.