Sidst jeg citerede Dame Helen Mirren var, da hun figurerede i et badekar i New York Magazine og udtalte, at hun ‘stadigvæk var den pæne pige, der gerne ville være en slem pige’. Og Mirren er fortsat på barrikaderne, når det gælder om at slå et slag for kvinderne. Det gør hun således i The Guardian, hvor hun hylder de ‘skamløse’ kvinder, dvs. dem, der står ved deres kroppe med alle deres for- og bagtrin. Fra Madonna over Chrissie Hynde til – ja – de der Kardashian-kvinder (en tv-serie). Man skal i følge Mirren være skamløs og stolt. Sådan.
Derfor elsker hun også Pussy Riot, dvs. de russiske piger, der blev buret inde for at spille punk i en kirke, men ikke på noget tidspunkt faldt til patten og fortrød, hvad de havde gjort. “Jeg elsker Pussy Riot mere end noget i denne verden”, udtaler Mirren.
Mirren kender ikke noget til Kardashian-serien, men har hæftet sig ved, at de fremtrædende kvinder i serien promoverer den kvindelige bagdel – i traditionen fra den engang så omtalte Jennifer Lopez – J-Lo, hvis bagdel var/er en stor fordel. Det er positivt, mener Mirren, at kvinder i dag må have en stor røv og hofter og lår, tilføjer Mirren. Meget positivt. Positivt, fordi kvinder let risikerer at blive hængt ud som værende ‘ludere’ (amr. slut), når de skamløs fremviser kvinders sekundære kønstegn.
I den i øvrigt lidt forstemmende feminismedebat nu om stunder, hvor det mest af alt handler om at tilkæmpe sig privilegier, så er det måske også positivt at nogle kvinder – med Mirren som fortaler – slår et slag for kvinders ret til kropslig forskellighed. Et lille bidrag til ligestillingen mellem mænd og kvinder.