“Float like a butterfly, sting like a bee. The hands can’t hit what the eyes can’t see”. Et af mange citater, som den amerikanske bokser m.m. Muhammad Ali – opr. Cassius Marcellus Clay, Jr. – er blevet kendt for. Og som illustrerer, at Ali var meget mere end en nævekæmper med succes. Han var også en tænksom repræsentant for de antiautoritære, oprørske generationer, der fik stemme i tresserne.

Efter at være blevet verdensmester i boksning med en sejr over Sonny Liston i 1964 konverterede han til Islam og tog navnet Mohammad Ali. Senere blev han sunimuslim og tilhænger af sufismen. Han stak også ud fra det brede amerikanske flertal ved at være militærnægter (og man skal huske, at det var i Vietnam-krigens dage, hvor den slags holdninger virkelige kunne sætte sindene i kog derovre…). Han blev et ikon for den anti-autoritære modkultur – og blev forfulgt af myndighederne for at følge sin samvittighed. Og i fire år kunne han ikke bokse.

Ud over at være en fremragende, elegant bokser, der viste, at boksning kan være en sport med en særlig æstetik, var Ali også en idrætsmand, der forstod vigtigheden af at sætte sig selv i scene i et samfund, hvor iscenesættelse er en vigtig del af markedsføringen. Som sort muslim i et hvidt kristent land  forstod han med veltalenhed, rammende, fyndige bemærkninger og provokerende udtalelser, at styre ethvert interview og enhver pressekonference, han deltog i.

Men boksningen havde en pris. Den succesfulde Alis krop led under de voldsomme strabadser i ringen og i 1984 fik han diagnosen Parkinsons sygdom, der var en direkte konsekvens af de slag, hans hoved havde modtaget gennem årene. Nogle husker måske den forfærdelige oplevelse, det var, at se en rystende og tavs Ali tænde det olympiske lys i Atlanta i 1996.

Nu er han ikke mere, men vil for fremtiden stå som et ypperligt eksempel på det andet America, der kom frem i tresserne.