Manden, der brillerer ved sit fravær bag gryderne på fotoet ovenfor, Charlie Watts, fyldte 75 i går.

Han er manden, der aldrig helt faldt i et med Rolling Stones’ beskidte image, da de kom frem, fordi han altid har været en gentleman. Men samtidig motoren i den beskidte musik, bandet til alle tider har leveret. Jeg kan huske, at jeg for mange, mange år siden læste et interview med Watts, hvor han fortalte, at han tabte mange kilo, hver gang han havde siddet bag trommerne ved en Stones-koncert. Det er nemlig hårdt arbejde, selv for en tidligere arbejderklassedreng. Og han har med sit sikre beat og soliditet været hjerteslaget i bandet, som Torben Bille engang meget rigtigt skrev.

Noget andet er, at Watts er til jazz. Det er hans musikalske lidenskab. Og Rolling Stones har han haft et kærligt-ironisk forhold til. Man besudler jo ikke sin egen rede – og reden Stones har sørget for, at han i dag kan leve et overklasseliv, langt fra barndomshjemmets beskedne kår.

Og han har formået at holde sin sti ren, når det gælder rockens fristelser og faldgruber. Ganske vist har han smagt både sprut og stoffer i rigelige mængder, sådan som man gjorde i tresserne. Men han stod af i tiden, har holdt fast i sin kone Shirley siden dengang og har formået at holde offentligheden på mindst en arms afstand hele vejen igennem. Og det er lykkedes meget godt.