Det er et par år siden, jeg omtalte og anbefalede Johannes Andersens album Mellem skyernes skygger. Og nu er Johannes så ude med opfølgeren Byens bånd. Dengang pointerede jeg med henvisning til Bob Dylan som mønstereksempel, at Johannes insiterede på det singulære perspektiv på virkeligheden, som han kender den. Og jeg mener, at den nye plade bekræfter og underbygger den fortolkning.

Måske er perspektivet endda blevet en anelse mere konkret og personligt forankret end sidst, hvor det personlige havde en mere almen karakter. Denne gang ved vi, at vi ikke alene befinder os i provinsen et sted, men helt konkret i Aalborg og omegn og Johannes trækker på konkrete personlige oplevelser og erfaringer fra livet i den provins, der er hans.

Byens bånd hedder pladen som sagt. Og på coverfotoet står johannes på et kloakdæksel midt i sin by. Og byen med dens bånd er et sindbillede på det moderne liv, vi lever. I den tiltagende urbanisering er byen som fænomen selve symbolet på den (post- eller sen-)modernitet, vi har som livsvilkår, på godt og på ondt. Og som på sin forrige plade har Johannes Andersen i sine tekster et godt blik og en fin fornemmelse for de dobbeltheder, modsætninger, ambivalenser, usikkerheder osv., det urbane liv indeholder. Men grundlæggende er stemningen og oplevelsen af dette liv positivt, under al den tidsåndsprægede melankoli.

Det mærker man allerede i den første sang, der bare hedder “Min by” og er en skildring af en tur gennem Aalborg, hvor registreringerne af livet i byen kommenteres af følgende omkvæd:

Svæver op i det blå

Bilerne er gået i stå

Glemmer alt det jeg skal nå

Det er mit nu

Det her er min by

Det er mit nu

Det her er min by

En ode til byen, en ode til byen Aalborg og dens liv, en ode, der fungerer som klangbund for de andre sange, hvoraf flere kredser om det singulært oplevede liv. Som allerede i sang nummer to, hvor en kniv skærer gennem huden, og hvor såret og blodets tilsynekomst indebærer en overraskelse for jeget og bliver et billede på, hvordan det reelle kan trænge igennem virkelighedens sæbebobbel og overraske os. Som en påmindelsen om, at der bag den moderne, urbane virkelighed gemmer sin en helt anden og voldsom realitet: “Overrasket fangede jeg stanken / Af undergang og pludselig død”. Jovist, Tom Kristensens katastrofiske blik er ikke fremmed for Johannes Andersens oplevelse af bylivet.

Og som på Skyernes skygge er den politiske virkelighed diskret til stede på Byens bånd. I “En krig der ikke er din” gælder det den danske krigsindsats i nyere tid, hvor unge mennesker sendes ud på missioner, hvis konsekvens de langt fra altid kender. Den kritiske røst er nedtonet og diskret, som forventeligt, når man er personligt involveret i en ung soldats liv, men ikke til at tage fejl af. Sangen er den mest politisk virkelighedsnære på pladen, der ellers holder sig til sansninger, iagttagelser og registreringer af de brudflader og forskydninger, som de moderne urbane liv afsætter i vores liv. Som i sangen “Byens puls”, der nok – for en overfladisk betragtning – er endnu en hyldest til byen, en besyngelse af byens “puls”, dens vitalitet og energi. Men læser man teksten lidt nærmere, så genkender man spor af bylivets modsætningsfulde symptomatik i form af dets ‘usikkerhed’, ‘ængstelse’ og latente ‘uro’, der er bagsiden af det hektiske, rastløse, foranderlige by-liv: “Tænker pludselig på det angste blik/Du stjælent sendte mig/ Byens puls bevæger sig/ Mellem huse og gennem mig/ Her er masser af grund til usikkerhed/Skyhøje huse – facader af glas/fyldt med skjulte liv…”.

De sidste sange på pladen skærper det singulært-personlige perspektiv. Det er sangen om barnet – eller måske snarere barnebarnet – der helt konkret er et tegn på ‘lys og liv’. Et lille lysi mørket, et lille håb for fremtiden: “Du er lys og du er liv/ Elsker dig, min ven/ Du kan gøre hvad du vil/ Og altid komme ind”. En næsten klassisk lille sang om barnet som det håb, fremtiden nødvendigvis må bygge på.

“Stjerneklart” er en lille sang om oplevelsen af en stjerneklar nat, hvor bylivet lukker ned, pulsen falder og hvor ‘tvivlens port lukker’ for en kort bemærkning, inden byen vågner igen. Byen oplevet gennem en sanset tilstand mellem vågen og søvn, hvor drøm og virkelighed udvisker hianden.

“Nye billeder” er den voksne Johannes Andersen kommentar og filosoferen over vor digitaliserede tidsalders fotografiske totalkortlægning af liv. Hvor nutidens børn får deres liv foto-kortlagt helt ned i mindste detalje (“Knivskarpe billeder af en sut”) – i modsætning til den voksne Johannes Andersens eget fotoalbum med få sort-hvide billeder af forældrene og sig selv og broderen. Billeder, der i kraft af deres punktuelle sjældenhed er ladet med betydning og erindring, som ingen moderne mobilvideo vil kunne erstatte. Men som også – for en sikkerheds skyld – må skannes ind på computeren for at bliver husket og fastholdt. Jo, vi er fanget mellem sort-hvid nostalgi og digital virkelighed.

“En sort diamant” er Johannes erindring om en berømmet, kort koncert med Jimi Hendrix i Aarhus i 1970. Nitten minutter, hvor det lykkedes Hendrix at vise sig som et kunstnerisk lys, der brændte i begge ender og brændte alt for tidligt ud. En fin lille minderune for en stor kunstner og for Johannes studietid i den jyske hovedstad.

“Du er stadig min mor” er en kærlighedserklæring til moderen, der ‘forsvinder bag et slør’ – alderdommens både nådige og nådesløse demens, som flere og flere rammes af i vor tids urbane liv. En lille sang om den smerte, der ligger i at se et elsket menneske glide bort fra en. Og smertelig er også “En buket af vilde blomster”, hvor parret er gået galt af hinanden med vrede og frustration som konsekvens, sådan som det er almindeligt. Men hvor misforståelsen ikke er dybere, end at den kan løses med en buket blomster af den vilde slags. Og i “Snørebånd og uendelighed” får vi næsten svaret på, hvordan projektet går. De to går under månen i byen, hånd i hånd på vej hjem. Et snørebånd skal snøres og et stjerneskud signalerer en uendelighed over byens lukke. En sang, hvor det konkrete liv åbner sig mod det større – både i kosmisk og samfundsmæssig forstand:

“Vi kigger op på stjernene

Du holder fast i min hånd

Ser et glimt af uendleighed

Og jeg skal binde mit snørebånd

 

Mon der går en ræv et sted

Er der børn der lider nød

Du prøver at finde dig selv

I en hvedag fyldt med liv og med død

Den afsluttende sang som pladen i det hele taget demonstrerer, hvad der er en stor kvalitet i Johannes Andersens kunstneriske projekt. Nemlig, at han gennem en konkret singulær, subjektiv oplevelse og sansning af virkeligheden samtidig får karakteriseret den fælles urbane virkelighed, vi alle sammen er en del af. Ganske vist primært en almen karakteristik, men også en genkendelig sådan af en virkelighed, der er alt andet end harmonisk og uproblematisk. Og projektet sker via nogle enkle prosatekster, hvor små forskydninger får det prosaiske til at brække over i hverdagspoesi. Og det hele bæres frem musikalsk med en voksen rock, der stadigvæk vedgår arv og gæld til rødderne – ham Dylan, folkrocken, americanaen osv. Så samlet set følger Johannes Andersen og hans musikalske legekammerater op på Skyernes skygger på flotteste og mest overbevisende facon. Jeg kan kun give pladen mine varmeste anbefalinger med på vejen.

 

Johannes Andersen. Byens bånd. Produceret af Nikolaj Heyman. Jla Records/Gateway Music. Er lige udkommet.