I rammefortællingen til Tusind og en Nats historier får vi at vide, at fortælleren – Scheherazade – fortæller sine mange historier for at undgå sin skæbne, den bryllupsnat, der vil ende med hendes henrettelse. Udsættelsen af bryllupsnatten og i sidste ende døden er altså en motor, der genererer hendes kreativitet og giver anledning til de mange historier. Noget lignende gælder en anden historiecyklus, nemlig Bocacios Decameron, hvor nogle adelige damer og mænd flygter fra den pestramte by Firenze for at undgå skæbnen der, og for at fordrive tiden og udsætte og undslippe pesten og dens rædsler adspreder de sig med at fortælle historier.

Det ufrivillige eksil og den udsættelsen af livet (og døden) kan være en kilde til kreativ inspiration. Således også i det danske band Afenginns stort anlagte dobbeltalbum OPUS, der nu foreligger til omtale. Komponisten Kim Rafael Nyberg blev i forbindelse med et ophold på Tasmanien hospitaliseret i 40 dage og 40 nætter. Og denne ufrivillige eksilerings pause i livet satte gang i en komponeren, der siden resulterede i OPUS.

Og måske helt i eksileringens ånd, så opfatter komponisten resultatet som “et modtræk til en verden, der accelerer med lynenede overfladshastighed mod stadig kortere opmærksomhed. En opmærksomhed der konstant bliver fodret med en utrællelig strøm af diverse feeds. Jeg vil gerne bidrage med noget, der stikker dybere” (citeret fra pressematerialet til pladen). Og er det ikke netop eksilets – her det ufrivillige eksils – privilegium, at det rummer en mulighed for at tale imod tidsånden (her den digitale, forjagede tid) og søge mod dens modpol: her fordybelsen, langsommeligheden og det spirituelle? Jeg tror, læseren vil kunne finde mange eksempler på, at eksilet netop har givet stemme tll det Andet i kunsten.

Og på OPUS udfolder det kompositoriske udbrud sig over fire lange satser (ialt 84 minutters musik). Det er musik, der alene i kraft af sin tidsmæssige omfang har noget symfonisk over sig. Men selv om der er klange fra den klassiske kompositionsmusik, så er der ikke tale om klassisk musik, hverken i tradtionel eller moderne forstand. Der er snarere tale om en særlig musikalsk hybrid, hvor Afenginns syv musikere – med hjælp fra andre 10 musikere – lader det klassiske symfoniskes tematiske varieren legere med elementer fra folkemusik og rockens kropslige rytmik. Og det vokale er integreret som en del af det instrumentale, i den forstand, at teksterne er diliriske non-sens tekster, der ikke først og fremmest er til “at forstå”, men leverer lyde og toner til det komplekse musikalske udtryk.

Jeg ville gerne lade læseren lytte til en stump fra pladen, men jeg vil afstå, for det er musik, der fortjener at blive lyttet til fra ende til anden. Andægtigt og i den udsættende og fordybende ånd, hvori det er blevet til. Og det er som at synke ned i en flod af tidløshed og mærke, hvordan kunsten – musikken – formår at udsætte det uafvindelige. Jeg kan kun anbefale, at man gør det. Det er en lise for sjælen.

Og et eller andet sted, så samler Afenginn en gammel tradition i rocken om – for at fordybe sig i symfoniske og improvisatoriske forløb. Jeg tror ikke, at Afenginn har tænkt i de baner, men ikke desto mindre forholder det sig sådan. Med OPUS har Afenginn skabt et stort værk, der stikker ud fra det meste af det, der kommer på  plade. Det må være en af årets mest overraskende og velgørende stykker musik. Hermed anbefalet.

Afenginn. OPUS. Produceret af Jonas Nakel & Kim Rafael Nyberg. Westpark Music. Er udkommet.