David Bowie og Prince er døde i år. Og de har været – og er – genstand for en posthum dyrkelse, der ikke er dem værdig, synes jeg. I det hele taget har jeg det svært ved og tager afstand fra den nærmest fetischistiske dyrkelse af afdøde kunstnere. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er et tab, at de ikke er mere. Men jeg synes, vi skal være realistiske og sige: Nuvel, de er døde. Vi skal alle dø. Det er en af de få ting, vi ikke kommer uden om her i livet. Men vi ærer ikke nogen ved at gøre dem til genstand for nekrofil dyrkelse bagefter. Vi bør ære dem ved at dyrke deres kunst. For heldigvis er den efterladt som spor, vi kan vende tilbage til. Igen og igen. De har sat sig spor, og det er det, der betyder noget.