Den lille orange er efterhånden blevet et af mine foretrukne radiolytterum. Den gamle slidte Blaupunkt-radio har en fortræffelig radiolyd og akustikken i det dårligt isolerede automobil er forbavsende god. Og når man alligevel skal tilbringe tid på de århusianske alfarveje og helst vil undgå at blive for ophidset over de lokale kamikaze-bilister, der bruger deres bil som middel til afreageren af indestængte følelser, frustrationer og anden galskab, så er radioen – DRs P1 – det rette medium.
For et par dage siden hørte jeg programmet “Krause på tværs”. Det handlede om en af vor tids forbandelser: kvalitetssikring, evaluering, målinger, dokumentation osv. Og i studiet sammen med Krause Kjær var professor Peter Dahler-Larsen fra Syddansk Universitet. Dahler-Larsen har forsket i det med “kvalitet” og har skrevet en bog om det med titlen “Kvalitetens beskaffenhed”. Det var dybt interessant at høre Dahler-Larsen fortælle om problematikken. Dahler-Larsen er en meget diplomatisk og venlig mand. Alligevel – selv om han forsøgte at dele sol og vind lige mellem kritik og accept – så fik man et forstemmende billede af en evalueringskultur, der bygger på fundamental mistillid og som snarere sikrer en fælles laveste fællesnævner end fremmer kvaliteten. Programmet kan høres og downloades på DRs side – og anbefales alle, der synes, at tingene er ude i hampen…