I sin seneste bog En hårnål klemt inde bag panelet mediterer Søren Ulrik Thomsen over forandringen af de københavnske havneområder og ser dem som billeder på en fremtid, han ikke selv vil være del af. Og i en engelsksproget avis kan man læse om “hullerne i London”. Også i danske byer – fra København over Aarhus til Esbjerg osv. – ser vi en lignende udvikling. Huller opstår på de kystnære områder og inde i byerne, gamle og ofte bevaringsmulige og -værdige bygninger viger for bulldozere og kraner og nye, himmelstræbende bygninger begynder at rejse sig. I Aarhus synes mottoet at være ‘jo højre og tættere, desto bedre’. At forandringsprocessen synes at fjerne såvel historie som kultur i de pågældende byer, er tydeligvis ikke noget, der bekymrer hverken politikere eller bygherrer.

Og udviklingen – man kunne også kalde det afviklingen – er en logisk konsekvens af den globale finanskrise, som vi ikke har set enden på endnu. Det er en kendt sag, at byggeriet er den sektor, hvor man først ser krisetegn og også den sektor, der som oftest skal gå forrest, når råbet på “mere vækst” gjalder i de politiske og merkantile fora. Når bygherrerne øjner profitmuligheder, så får håndværkere noget at bestille, og de forbruger, hvorfor det sætter lidt gang i andre sektorer osv. osv. Byens huller og nybyggeri er billeder på kapitalismens indre logik, dens historie- og kulturløshed.