Den første gang, jeg så en fyldepen i aktion, glemmer jeg aldrig. Jeg var en lille purk og var med min mor hos familielægen. En dengang ældre herre, der residerede i en ligeledes ældre mahognidomineret konsultation i det centrale Esbjerg. Vesterhavsgade, tror jeg, men er ikke helt sikker. – Efter at de lægelige handlinger var overstået, skulle lægen skrive en recept og fremdrog en stor, sort, tyk fyldepen fra sin hvide kittels indre og skrev med tyk, bred, kongeblå blæk sin signatur forneden. Når jeg lukker øjnene kan jeg stadigvæk se pennen glide hurtigt hen over det solide hvide papir og efterlade den smukke underskrift. Siden den dag har jeg været forgabt i fyldepenne. Lige fra de første rigtige penne med blæk, som vi fik lov til at klatte med i folkeskolen, over Penol, Parker, Rotring og diverse ikke kurente mærker (fx dem fra “lykkeposerne”) og frem til den Mont Blanc Meisterstück, som jeg i et svagt øjeblik investerede i for en del år siden. Og i mit stille sind ønsker jeg mig at få sådan en tyk sag, som lægen havde.
Uffe satte skub i denne lille erindring.