Det er som bekendt 40 år siden det famøse år 1968 afvikledes. Og siden har 68 været genstand for lige dele forgudelse og ringeagt. Capac tilhører selv en generation, der kom for sent til at være en del af 68-bevægelsen og for tidligt til at tilhøre 68’er-børne-generationen. Men tidligt nok til at blive udsat for de tanker og ideer, som tilskrives dette magiske årstal – på godt og på ondt.
I fredagens udgave af Information kan man læse en artikel skrevet af den små Johanne Mygind. En ung journalist, der vist først slog sine folder i Weekendavisen, men nu huserer i Information. Capac har haft et godt øje til Johanne. Ikke, fordi hun ser køn ud (for det gør hun). Men, fordi hun skriver godt. Og det kan man jo ikke sige om alle hendes kolleger. Langtfra.
Johanne tilhører min søns generation – dem omkring 25-30 år. Og det giver hende en passende distance til såvel 68’erne, der er omkring pensionsalderen nu, og deres børn, der er omkring de 40. Og set fra Johannes synsvinkel har de to generationer én ting til fælles: De er lige egoistiske.
Forældregenerationen, der kæmpede for frihed på alle fronter, bruger nu tiden og friværdien til at realisere sig selv. De bruge pengene uden at skænke arvingene en eneste tanke. Og det falder børnene for brystet. Hvordan kan de tidligere kritikere af “materialismen” handles således?
Problemet er blot, at børnene ikke er et hak bedre. Med Johannes ord, så tilhører de “en af Danmarkshistoriens mest forgældede generationer. Det er blevet alment accepteret at oprette kassekredit og tage kviklån for at finansiere et forbrug, som man egentlig ikke har råd til, og derfor er det tvivlsomt, om 68’ernes børn selv vil få mere at efterlade til deres arvinger, end deres forældre havde”. Touché. Dumme far og mor – og deres snotforkælede møgunger (m. Johannes karakteristik) er et alen ud af samme stykke. De mæsker sig i vækstsamfundet materielle goder uden at skænke fremtiden så meget som en eneste tanke.
Selvfølgelig er der tale om en generalisering. Men der er noget om snakken, som man siger. Og det er da tankevækkende, at det er en af børnebørnene, der således kan spidde den foregående generationskonflikt med stor skarpsindighed.
Artiklens titel er “Onde onde mor og far” (18/1)
Leif Emil: Ja, den mur har jeg leget ved utallige gange. StÃ¥et op ad, siddet med ryggen imod pÃ¥ varme dage og ladet varmen sive gennem kroppen osv. Kigge over den kunne vi ikke. End ikke fra vores lejlighed, hvor der gik en tørresnor over til den. Men jeg har en eneste gang – som jeg husker det – leget pÃ¥ grunden bag muren. Vi legede cowboydere og indianere og nogle af os agerede hest. Resultatet var, at jeg fik skÃ¥ret mit knæ op pÃ¥ en flintesten og mÃ¥tte pÃ¥ skadestuen og syes sammen.
I øvrigt var det snedkermester Frøkjær-Jensen, der ejede vores hus. Hvorfor jeg huske r ham som tømrermester, ved jeg ikke. I øvrigt havde vi hans søn Werner som nabo. Werner husker jeg som en frisk fyr, der gav sig tid til at spille fodbold med os unger, nÃ¥r han fik fri fra arbejde. Desværre led han af, hvad man dengang kaldte “ungdomssløvsind” (manio-depressiv var han) og blev ikke sÃ¥ gammel. Tak for turen!
Godag Capac.
Vi er igen pÃ¥ vandring og vi stÃ¥r ved foden af Skjoldsgade i det mærkelige hus over for bor i den ene ende en mand der hedder Rabjerg – iden anden ende bor fru Enevoldsen, De tilhører begge indre mission og hælder sÃ¥ meget vand ud af ørerne at de kan fylde hele grÃ¥dybbadet, efter jul lavede vi altid en helvedes masse kunster med div. juletræer der skulle op i flagstangen osv…PÃ¥ den tid lÃ¥ der en gasmÃ¥lestation mellem Skjoldsgade 109 og 111 et vildnæs af buske indbød ogsÃ¥ til en masse kunster, I barndommens gade boede jeg i nr, 109… alle i kvarteret hjalp hinanden – jo mindre folk ejede jo mere runde var de i profilen i relation til andre, men til gengæld blev der aldrig rÃ¥d til at flytte ud i de nyere huse pÃ¥ Guldkysten til de andre liguster-kapitalister der end ikke aner hvad naboen hedder…i huset jeg bor i bor ogsÃ¥ 2 brødre den ene blev mekaniker og den anden blev degn…Det var om at holde sig nogentlunde gode venner med dem fordi de var de første der fik tv…Desuden rÃ¥dee de over en Ford fra 1928…..Du hvis du klatrer op pÃ¥ muren der adskiller NygÃ¥rdsvej mellem skjoldsgade sÃ¥ har du os alle sammen pÃ¥ kornet…Hvis du stÃ¥r der pÃ¥ muren ser du ogsÃ¥ en kæmpestor tom grund adskilt af nogle værksteder, et automalerværksted, her sÃ¥ man ikke sÃ¥ nøje pÃ¥ om skulle lukke en bøtte op til et formidabelt stort beløb for at male ungernes legetøjsbiler- og pÃ¥ 1. sal boede der en familie med en masse unger…Mens du stadig stÃ¥r pÃ¥ muren kan du ogsÃ¥ se ned i GÃ¥rdspladsen hos snedkermester Frøkjær-jensen… Hvis du bliver stÃ¥ende ret lang tid ender det med at værkfører Biehl spørger dig ad om sÃ¥dan en hvalp ikke har andet at give sig til… Det kan ende med at han giver en sejltur i den lystyact han og hans familie byggede i gÃ¥rden til nr. 107..hans slogan var iøvrigt: nogle køber dyrt -andre køber hos Frøkjær-jensen…Turen i Skjoldsgade er slut…Vi skal i en fart om i Strandygade, og vi starter pÃ¥ hjørnet at Peder skramsgade/strandbygade her lÃ¥ i hedengangne tider KØBMAND PRÆST, inde i butikken kunne man gÃ¥ ned under gulvet – jeg husker ikke om der var en lem man skulle ned af… men her under gulvet havde forretningsfolkene fra kvarteret deres lille fristed hvor de nok kunne fÃ¥ et par kolde flasker pilsner øl hældt inden for vesten…De andre forretningsfolk i kvarteret var frisørmester Christensen, bagermester Jepsen med flere… lidt længere henne finder vi kiosken KURANT………
Den frisør du har haft er jeg ogsÃ¥ blevet betjent af – forretningen er der endnu lige over for det daværende Priso….
Vores tur Capac er slut, falder jeg over mere vil jeg lade dig høre nærmere….
Leif.